Familieportrætter ifølge Ole - Verden ifølge Cl@sen

MIN FAR – LUDVIG FREDERIK CLASEN

Ludvig Frederik Clasen

var, da jeg blev født, 31 år gammel. Han blev født i Aarhus den 17. juni 1888 og blev døbt i Vor Frues sogn, Aarhus Domkirke, den 2. september 1888. Han var søn af former Ludvig Clasen og Marie Clasen, født Dinesen. Dette ægteskab, hvor han blev født som eneste barn, var kortvarigt måske et eller to år.

Ludvig Frederik Clasen

Om min farfar, former Ludvig Clasen, har jeg indtil nu, trods mange forsøg, intet kunne finde om hans person, hvem han var, eller hvor han kom fra.
(Siden har det - takket være nutidens eletronisk søgemuligheder - været muligt at finde mere om former Ludvig Clasen. Se i Anetræet.)
Min far levede sin barndom i det gamle København, i Dybensgade, Adelgade, Borgergade og som ganske ung i St. Poulsgade.
Efter sin skolegang i Sølvgades Skole, blev min far sat i smedelære hos Atlas på Nørrebro, det var herude han mistede det yderste led på lillefingeren; den smuttede i en skæremaskine.
Hans barndom må vist kaldes fattig derinde i Borgergadekvarteret i dårlige, meget små baggårdslejligheder med en enlig mor, der skulle skaffe til føde og husleje med to mindre børn.
Efter sin 5-årige læretid kom min far på Maskinistskolen i tre år, og jeg ved fra senere fundne papirer, at han bestod sin eksamen med den tredjebedste karakterer, der indtil da var opnået på skolen.
Da min far er født i 1888, må læretid og eksamen være overstået i århundredets begyndelse, vel cirka 1908-10, hvorefter han blev indkaldt som marinesoldat.

Ludvig Frederik Clasen

Derefter i årene op til den Første Verdenskrig sejlede min far i nogle mindre rederier som 3. maskinmester.
Min far og mor blev gift i 1912, men havde kendt hinanden fra de var store børn, deres mødre var veninder og kompagnoner, men herom mere i afsnittet om min farmor.
Den 7. november 1911 blev min ældste bror Svend født, og familien fik en lille lejlighed i St. Poulsgade nr. 53 i en såkaldt korridorejendom, et ringe, fattigt byggeri som først nu i halvfjerdserne er under sanering.
I krigens år var min far indkaldt som marinesoldat, først som værnepligtig og senere under krigen igen inde i Sikringsstyrkerne vist nok op mod to år, så pengene var små i det lille hjem.
Ved krigens slutning var min far ansat som maskinmester på Blegdamsmøllen på Østerbro.
I 1918-20 var København præget af politisk uro, sortbørshandel og social utilfredshed og fattigdom prægede bybilledet. Dønninger fra den store revolution i Rusland og uroen fra det slagne tyske Kejserrige var vægtige årsager til de voldelige tider. Det nye kommunistiske parti Syndikalisterne førte an. I disse år, har min far senere fortalt, var den eneste gang han deltog i partipolitisk arbejde, og dette kostede ham og nogle venner og arbejdskammerater deres job hos vaskemaskinefirmaet "Vølund". Det var en alvorlig sag i disse år, det var næsten umuligt at få nye job, krigsindustrien var det jo slut med, og ny industri var endnu ikke kommet i gang, da alle råvarer, kul og olie endnu manglede.
Min far og to af de arbejdsløse venner, begyndte derfor sammen på en lille virksomhed, hvor de byggede musikinstrumenter. Min far var lidt musikalsk, og hans store fingerfærdighed var grundlaget for hans bygning af fine banjoer og mandoliner. Den anden på holdet lavede trommer og andet slagtøj, han hed Madsen, og han førte forretningen videre alene, da min far senere holdt op.

Den 11. november 1918 sluttede den Første Verdenskrig, og jeg formoder at min fars udlængsel og mulighederne for at tjene større penge, fik min far til atter at tage ud og sejle. Hermed skete der en stor ændring af hele vort familieliv, da min far kom til at sejle i alle årene frem til den Anden Verdenskrig og Danmarks besættelse den 9. april 1940.
I det første par år efter krigen 1919-20 fik min far et maskinmester job som 3. mester på et skib, der gik i fast fart mellem engelske havne og den nordfranske havneby Rouen. Frankrig var forarmet og manglede næsten alt efter krigen bl.a. kul og koks, og det var med dette brændsel de sejlede i fast rutefart. Jobbet var godt betalt, der var stadigt krigstillæg, da farvandene stadigt vrimlede med miner. Min far fik en ordning i stand med det Norske Sømandshjem i Rouen, så han kunne have min mor og min ringhed boende dernede i cirka et års tid på dette sømandshjem. Det var økonomisk overkommeligt, og så blev der jo heller ikke de store sproglige vanskeligheder.
Min syv år ældre bror Svend, som var begyndt skolegang, kom til Jylland og boede hos mormor og morfar i Nyby, hvor han så kunne passe sin skolegang.
Det er blevet fortalt om togrejsen til Rouen, at den blev streng og meget lang. En togrejse i 1919, så nær efter krigen igennem de områder, hvor krigen havde raset i fire år, var ingen lysttur, jernbanerne var i en elendig stand, uopvarmede og med brædder for de knuste vinduer, alt var i en dårlig forfatning. Læg dertil en ung kone uden sprogkundskaber med et lille barn på armen, det fik turen til at virke næsten håbløs.
Efter denne periode, sejlede min far i de kommende år med forskellige rederier igennem tyverne på langfart på både Syd- og Nordamerika, på Afrika og i Middelhavet, også nogle ture til Murmansk i det nordlige Rusland. Om alt dette kan jeg intet huske, jeg har det kun fra beretninger og senere omtaler samt fra de mange spændende postkort, min far sendte hjem med sjældne frimærker.

(se også Postkort ifølge Ludvig)

Jeg kan særligt huske omtalen af to begivenheder i min fars liv, og som fik et barns fantasi til at se det hele for sig.
Det var omtalen af to drømme som min far oplevede med nogle års mellemrum, men begge gange må have været i tyverne. I begge sine drømme, har min far fortalt, så han sin mor stå ved forenden af hans køje, hun stod der kun alvorligt og så på ham. Dette gjorde et så stærkt indtryk på min far, at han begge gange straks lod sig afmønstre fra skibet. Den første gang det skete var i England, hvorfra skibet skulle sejle til Murmansk oppe i Ishavet, nord om Norge til Rusland. Skibet, som vist hed "Rødfaxe", nåede aldrig frem, forsvandt sporløst med mand og mus, og blev aldrig senere fundet.

SS Rødfaxe

Den næste gang, hvor den samme drøm gentog sig, var min fars skib på vej nordfra ned gennem Sundet på vej til Finland På reden ud for København, hvor en båd ventede skibet med post og lignende, blev min far med store vanskeligheder afmønstret og kom med den lille båd med ind til Toldboden, og skibet sejlede uden ham videre til Finland. Heroppe skete en stor, grufuld ulykke, da alle skibets officerer druknede ved en kæntringsulykke. Det skete under en sejlads med en stor, sejlførende robåd med en beruset finne ved roret. Han skulle sejle 16-18 mand fra skibet ind til den nærmeste havn, da en kastevind væltede båden rundt, og alle druknede under det store sejl.
Jeg husker svagt, at min far og mor var inde til den store begravelse i Holmens Kirke, hvor alle kisterne stod ned igennem kirken, de var sejlet hjem fra Finland.
I midten af tyverne blev min far ansat som 1. maskinmester i rederiet Alfred Christensen i Amaliegade. Rederiet havde seks-otte skibe sejlende, de sejlede fortrinsvis med kul og trælaster, en dengang ofte anvendt rytme: en trælast fra Finland ”props” til engelske kulminer, herfra fik man så en kullast med til Danmark. Men mange ture var dog ganske anderledes. Det var jo rederiets kunst at kunne finde laster at sejle med. Der var nogle rejser til Palæstina efter Jaffa appelsiner, også mange ture til franske havne, belgiske og hollandske, og dengang sejlede man ofte til de baltiske havne, Riga i Letland og Reval i Estland.

I Jerusalem. Fra venstre Ludvig Frederik Clasen, fru og kaptajn Iversen.

Men i trediverne blev korte ture ned til den gamle Hansestad Danzig mere og mere almindelige, der har åbenbart været mange, måske billige, polske kul at hente hjem til danske havne.
I rederiet Alfred Christensen, tror jeg, min far havde mange gode år, der var gode arbejdsforhold, meget selvstændighed og særdeles god løn. Det sluttede først, da tyskerne besatte Danmark i april 1940, hvorefter min far forblev i land resten af sine dage.

S/S England - et søsterskib til S/S Skotland

Skibet som min far i de mange år sejlede med som 1. mester, hed S/S Skotland, en damper på 3. 500 tons med cirka 21 mands besætning. Dette rederi var på et felt forud for sin tid: i sin personale politik, det var nemlig tilladt for hustruer og børn at rejse ubegrænset med deres ægtefæller og fædre, man måtte så indrette sig på den begrænsede plads, og betalingen var kun, hvad hovmesteren skulle have for kosten.

Andrea Marie Andersen og Ludvig Frederik Clasen med Erik og Ole Clasen i Bordeaux.

Isvinteren 1928-29, som jeg husker ganske tydeligt, var ganske usædvanlig streng og hård, og alle danske farvande var i månedsvis lukket af isen. S/S Skotland var sammen med en mængde andre skibe i denne vinter indefrosset i Danziger bugten i cirka fem uger. Som noget nyt dengang blev der nedkastet forsyninger til skibene fra flyvemaskiner. På slutningen af vinteren ankom verdens største og stærkeste isbryder, den russiske "Sampo". Den brød sejlrender i den svære is, så skibene endeligt kunne slippe ud af bugten. De fleste måtte hjem og på værft for at få repareret de slemme skader.   Jeg husker også en kraftig grundstødning, hvor "Skotland" var løbet hårdt på grund ud for Snekkersten i Øresund i 1935 eller 1936. Da skibet var trukket af grunden, gik turen i dok i Helsingør, her besøgte min bror Svend og jeg min far. Svend der havde fået kørekort, lånte sin chefs bil, og jeg fik en eftermiddag fri, så vi fik en fin tur ud af det, vi var nede i dokken og bese de store buler i de svære jernplader i skibsbunden.

Ludvig Frederik Clasens kahyt på S/S Skotland. Tegnet efter hukommelsen af Ole Clasen.

I begyndelsen af trediverne var der ægteskabeligt uro mellem min far og mor, forårsaget af flere års dårlig økonomi samt min fars flerårige bekendtskab med en dame i Danzig. Ægteskabet blev ringere og ringere og endte da også med deres skilsmisse i 1933.
Nogle år senere, vistnok i 1938, giftede min far sig igen med kvinden fra Danzig. Hun hed Helene Kraft og var en del yngre end min far. Hun var fra den tysktalende del af befolkningen i Danzig, hun kunne kun sit modersmål, da hun kom her til landet og blev som gift dansk statsborger.

Ludvig Frederik Clasen og Helene Kraft

De fik først en lille lejlighed ude i Biens Alle på Amager, men flyttede kort efter krigsudbruddet til et hus, far købte oppe i Lillerød.
Far sejlede i den første krigsvinter 1939-40, før Danmark blev besat. En underlig uvirkelig periode, stormagterne var indbyrdes i krig, men kun med en lille krigsindsats. Dog var denne tid slem for søens folk, torpederinger fandt sted, og mange mineulykker ramte skibene, men også den totale mørklægning i engelske havne kostede mange søfolk livet. Da Danmark blev besat af tyskerne den 9. april 1940, var min far ombord på S/S Skotland på vej til London. De var to danske skibe, begge fra rederiet Alfred Christensen, der fulgtes i konvoj over Nordsøen. Fra Skagen Radio fik de deres bestemmelsessted i England oplyst, kollegaen skulle til en skotsk havn og nåede frem, min fars skib skulle længere sydpå til London, men de nåede aldrig frem. De blev denne 9. april opbragt af et tysk marinefartøj ude i Nordsøen, de blev dirigeret til den tyske havneby Bremerhafen. Efter en uges ophold her blev hele besætningen sendt med tog tilbage til København, og skibet blev beslaglagt.
Dette blev min fars sidste sejlads, hvad ingen dengang kunne ane.

Ludvig Frederik Clasen (t. v.) i maskinrummet på S/S Skotland

I sommeren 1940 købte min far et dejligt lille hus i Lillerød, her gik han som alle denne sommer og ventede på krigens snarlige afslutning, noget alle troede på. Da de forudsigelser ikke gik i opfyldelse, men krigen tværtimod strammede til, måtte min far se sig om efter noget at bestille, og begyndte da i efteråret 1940 som maskinarbejder ude på Nordhavnsværftet i Kalkbrænderihavnen. Da den følgende vinter blev en ren fimbulvinter, langvarig, med meget sne og kulde, fik han en drøj tid herude.
Derfor søgte min far ud til sit gamle lærested, Atlas på Nørrebro, hvor han også straks fik et godt job, hvor hans uddannelse som maskinist kom ham til gavn. Han var nogle gange i Norge på noget reparationsarbejde på norske fiskemelsfabrikker, som var fabrikerede på Atlas i Danmark.
På Atlas blev min far til sin bratte død. I efterkrigsårene beskæftiget med montering af turbiner til den danske flåde. Han var for længst flyttet fra Lillerød, købte og solgte flere huse, før han fandt et blivende sted, et lille hyggeligt hus på Triumfvej i udkanten af Lyngby. Her var han glad for at bo og glad for selv at kunne forbedre dette hus. Her kom hans store fingerfærdighed og store tekniske viden ham til gode. Husets åbne loggia blev muret til, og her byggede han et dejligt badeværelse, i baghaven byggede far et solidt træhus, købte en brugt rulle og indrettede en pæn rullestue, da han spekulerede på sin kones levevilkår, hvis han døde, og hun var så meget yngre. Det sidste arbejde i huset var hans installation af centralvarme. Han købte en brugt kedel og installerede selv hele anlægget, ofte ret drøjt med at føre rørene gennem husets krybekældre, men alt fungerede perfekt.
Før krigen havde min far sit første hjerteanfald, noget jeg ikke kender så meget til, min far var jo ikke så meddelsom, men han efterkom lægens krav om at gå ned i vægt. Flere gange senere var det galt med hjertet på kolde vintermorgener, han måtte flere gange på vej til arbejdet vende om ved sin havelåge, fordi hjertet ikke tålte belastningen. Den 31. januar 1951, også en kold, tåget vintermorgen, nåede han med Slangeruptoget ind til Nørrebro, og herfra skulle han gå cirka 10 minutters gang til Baldersgade til Atlas. På dette hjørne kunne hjertet ikke mere, her sank han sammen, tililende forsøgte at hjælpe ham, men der var intet at gøre, livet var slut.
Min far blev således kun 62 år gammel. Som død på gaden blev han kørt til Retsmedicinsk Institut ved Rigshospitalet, her kunne det konstateres at dødsårsagen var en medfødt hjertedefekt, så det blev måske et længere liv, end det kunne forventes med dette hjerte, og far havde ikke levet sit liv med forsigtighed, tværtimod budt det en hel del, han levede sit liv med fart og tempo.

Dette afsnit om min far blev noget længere end beregnet, men hans livsløb blev jo også noget anderledes end de fleste mænds, der ofte livet igennem lever en lang rolig tilværelse med faste arbejdstider og vaner, og sådan blev min fars liv jo bestemt ikke.
Jeg vil nu prøve, om jeg kan give en bedømmelse af min far som menneske og far, prøve at se på ham uden at se igennem de sønlige briller. Vanskeligt da man meget let kan ramme forkert, jeg vil dog gøre et forsøg her.
Min far var livet igennem en meget flittig mand med mange interesser, som han med iver kastede sig over, og livet til søs gav ham jo også usædvanligt meget fritid. Han var en dygtig mand med en stor teknisk viden, og hænderne var, som man siger, skruet rigtigt på. Hele livet igennem var han optaget af mange gøremål, og har med sit fine håndelag remstillet en mængde fine ting. Som ganske ung lavede han smukke sølvsmykker, medaljoner, hårkamme og ringe. Disse ting blev udbankede i sølvplader i smukke mønstre med indlagte ravstykker. Særprægede messinggenstande, urtepotteskjulere og lamper, og senere fremstillede far også fine møbler, gode ting i poleret mahogni.
Han gav sig, nok mest til mig, i lag med at bygge nogle store, meget elegante modelsejlskibe, skibe som kunne sejle præmier hjem.
Da radioens spæde begyndelse tog fart ude i verden, var min far tidligt med, og det var i flere år hans store lidenskab at bygge utallige modeller. Ganske forståeligt, pludseligt kunne man ude til søs være i forbindelse med omverdenen, radioavisen betyder meget, når man ikke har en daglig avis. I trediverne begyndte min far at købe gamle malerier, antikviteter og navnlig gamle ure på sine mange ture, f.eks. på auktioner i Frankrig, men fars bedste forbindelser var i England og især Skotland. Han blev efterhånden en fin urmager, det morede ham at få de fine ure sat i stand. En del af disse ting solgte han til urmagere i København, hvor navnlig de engelske standure var meget efterspurgte, han lavede sig en pæn ekstra indtægt på denne måde.
Men hvordan var så denne mand og far, Ludvig Frederik Clasen, hvordan var så mennesket bag alle disse oplysninger? Min far var efter datidens målestok en pæn stor mand, cirka 175 cm høj, med en kraftig, firskåren skikkelse, en svær eller tyk mand er nok den rigtige beskrivelse, navnlig mavesvær, med en kraftig hals, håndled og hænder. I sine yngre dage var han lyshåret, men han blev tidligt tyndhåret, næsten skaldet, og resterne blev tidligt hvide.
Når jeg i dag tænker tilbage på min far, tænker jeg på ham som rar, venlig og hyggelig, men jeg ved også, at han som yngre kunne være impulsiv og meget hidsig, men det fortog sig med årene. Han var næsten altid i godt humør og glad og var meget glad for de mennesker i hans nærhed, der var glade og i fint humør, glad for folk, der spillede, sang og nynnede.

Far holdt mest af den hyggelige, lette musik, operetter, sange og gamle viser og blev let rørt, næsten til tårer, over vemodige, gamle sange. Jeg kan huske, at han satte stor pris på den tyske sanger Richard Tauber og hans repertoire og den svenske sanger Sven Oluf Sandberg og hans gode svenske viser og sange, men musik på et meget højt plan, tror jeg ikke, sagde ham noget.
Min fars natur var venlig, men nok engang imellem lidt reserveret, havde vist vanskeligt ved at åbne sig over for fremmede, og var, som sin mor, ikke meget meddelsom om sig selv. En god og fin egenskab må nævnes her, at far aldrig talte dårligt om andre mennesker, i en diskussion forsøgte han at glatte ud, eller også tav han stille, han var bestemt ikke dømmende om andres gøren og laden.

Ludvig Frederik, Michael og Ole Clasen

På den negative side i min fars karakterbog må der i sandhedens interesse også lidt med, da billedet ellers bliver galt. Min far havde over for livets mange fristelser en for svag karakter og var derfor så let at lokke, en egenskab han selv var klar over. Kvinder og spiritus var hans svage sider, årsager til hans dårlige økonomi, for selvom spiritus var meget billigt til søs, så blev der også turet en del i flere havnebyer igennem en del år sammen med kaptajn Iversen, særligt slemt gik det til i Danzig, hvortil de ankom hyppigt. I denne by havde kaptajn Iversen flere bekendte, bl.a. direktøren for Fordfabrikkerne, her var jo ”fristadt”, og det var en herre der kunne slå de store slag. I alle de år min far sejlede, var det, som om han forblev den samme med den samme indstilling til tingene, som han havde i sin ungdom. Det er sikkert svært at følge med i udviklingen til lands, når man har sejlet i mere end 30 år. Hans interesse for de hjemlige problemer var lille, f.eks. var den politiske hjemlige verden ham meget fjern, og de højere kulturelle begivenheder i samfundet var ham helt ukendte. Teater, koncerter og udstillinger kendte far intet til. Min fars læsning bestod af faglige tidsskrifter, ugeblade, vi sendte, og ganske lette bøger; større værker og kendte bøger, fik han ikke læst, og dog var han ganske bestemt en velbegavet mand.

Se også "Postkort ifølge Ludvig"

MIN MOR – ANDREA MARIE ANDERSEN

Andrea Marie Andersen

gift Clasen, men har også båret navnet Hundie, er født i Randers, Værum sogn den 3. oktober 1891, og var således da jeg blev født i 1918 26 år gammel.
Min mor er født udenfor ægteskab, hendes mor, var født Birgitte Andersen, Andersdatter, og hun stammede fra Vejlby sogn, nær Randers, hvor hendes far var murer.
Min mors rigtige far, måske rigtige, som hun aldrig har kendt, var på min mors fødselstidspunkt, soldat i Randers. Han var ifølge kirkebogen skomagersvend Peder Kristian Olesen fra landsbyen Balslev på Fyn. Han bosatte sig senere som skomagermester med egen forretning i Horsens. Min mor blev som barn af en ugift pige, sat i pleje hos en familie Schou i Randers, her blev hun til hun var cirka 13 år.

Andrea Marie Andersen med plejeforældrene Schou.

I skolen i Randers var hun en dygtig elev, der i hele sin skoletid sad som nr. 1 i klassen, i disse år var hun uden kontakt med sin mor i København.  I familien Schou var der tre halvvoksne sønner, der alle læste ved Københavns Universitet, den ene af disse sønner, som min mor i hemmelighed fulgte via avisomtale, blev en ret kendt person, som souschef i Københavns Politi.
Da min mor i 13 års alderen mod hendes og plejeforældrenes ønsker blev hentet hjem til moderen, var det vist desværre kun af økonomiske årsager, det var børnepengene der lokkede. Hendes mor, min mormor, havde nu i en del år været gift, dog ikke med min mors far, og bosiddende i København. I dette ægteskab med Peter Hundie, var der to børn, et tvillingepar, som altså var min mors halvsøskende. Disse to børn, var min moster Margrethe og min onkel Frode. Familien Hundie boede på dette tidspunkt i en femtesals kvistlejlighed i Nørre Farimagsgade overfor Garnisons Kirkegård. Familien bestod også af en gammel bedstemor, min morfars mor, min morfar der altså ikke var min rigtige morfar, hvilket jeg troede, hun var til mit 25. år. Hun var langt op i firserne, og meget senil. Hun havde levet hele sit liv i landsbyen Hundie, syd for København, nede ved Køge Bugt, dengang meget langt fra København, men havde i sine yngre dage, to gange om ugen vandret på sine ben til byen medbringende grøntsager og æg, som hun solgte på torvet. Hendes børnebørn morede sig i smug over hende, når hun fortalte om sin tur, der gik forbi den "Sasalonske Have", det var hendes navn på Zoologisk Have. Men hun var jo gammel og alderdomssvækket, og var jo nok født omkring år 1820. Min mors halvsøskende, var tre år yngre end mor, de var født 1894 i Slotsgade på Nørrebro. Om min mors første år i København, ved jeg intet, kun at familien flyttede til Rosenvængets Alle og senere til Willemoesgade nr. 57, stadig på Østerbro, og at faderen arbejdede i Frihavnen.
Min mormor og min farmor var, nærmere omtalt i afsnittet om min farmor, gamle bekendte, så derfor har min mor og far kendt hinanden fra den allertidligste ungdom, og er blevet både tidligt forlovede og gifte. I de tidligste ungdomsår, ved jeg, at min mor syede på forskellige firmaers systuer, uden dog at have været i lære.
Den 7. november 1911 kom min ældste bror Svend til verden, i min mors tyvende år, og mine forældre blev derefter gift, Det nygifte par startede med en lille lejlighed i St. Poulsgade, det var en gammel, ringe ejendom med små, dårlige lejligheder i en såkaldt korridorejendom, og der var lokummer i gården. Men i 1916 mente mine forældre, at de kunne tage springet til en lejlighed i prisklassen 12 kroner om måneden, Det var Holsteinsgade 29, hvor jeg blev født. Min mor blev nu snart ene om det daglige, da min far nu igen begyndte at sejle, også om opdragelsen af os tre drenge, vi blev jo tre, da min yngste bror Erik kom til verden, den 26. maj 1921. Min mor var i disse år flere gange alvorligt syg og hospitalsindlagt, og vi børn måtte i pleje, mere herom senere.
I 1933 blev min mor og far skilt efter flere års dårligt samliv, men da min far stadig sejlede, mærkedes overgangen for os børn ikke så dramatisk, men snart kunne det føles på økonomien, og som bekendt var det vanskelige tider. Da min mor ikke havde noget fag at falde tilbage på, efter næsten 25 års ægteskab, havde hun, nu da hun blev alene om økonomien, meget vanskeligt ved at finde noget arbejde.
På konservesfabrikken Beauvais foran på Lyngbyvejen, antog man hver sommer ekstra folk i sæsonen, til grøntsagsarbejde: grønærter, æbler, pærer og lignende. Disse store varepartier ankom i hele jernbanelæs, der kørte direkte ind på fabriksområdet, og så skulle der jo være mange flittige kvindehænder parat til at tage fat.  På denne måde kom min mor i gang derude, med arbejdet fra dag til dag. Kvinderne, der søgte arbejde, måtte hver morgen ved femtiden stille op foran fabriksporten, hvor så værkføreren pillede dem ud, som han kunne bruge. De første par år havde min mor kun arbejde om sommeren, men efterhånden blev perioderne længere, og blev så til et fast job, hele året rundt, men vinterarbejdet var hårdt, med megen træk og kulde.
Mor blev senere tillidskvinde i fagforeningen, og nåede op på mere end 25 års ansættelse derude på Beauvais.  På fabrikken kunne mor, som de andre ansatte, købe fabrikkens produkter til eget forbrug, konserves, fersk og røget kød, frugtvine og likører, det blev navnlig under krigen en stor hjælp, da varemanglen satte ind i butikkerne.
Mor sluttede derude på konservesfabrikken, da hun blev 67 år og kunne få sin folkepension.
Familien boede, efter fraflytningen fra Holsteinsgade i 1934, nogle år på Frederiksvej på Frederiksberg, derefter en tid i Vanløse, og cirka et års tid på C. F. Richsvej, hvorefter min mor og jeg, nu som den eneste, der stadigt boede hjemme, fik en lille lejlighed på Peter Bangsvej 61.
Efter et langvarigt hospitalsophold på grund af gigt, ønskede min mor at skifte job, flyttede hun til Nærum. Dette viste sig at være en fejltagelse, både hendes arbejde og nye boligforhold, skuffede hende, hun måtte derfor nu i et stykke tid klare sig med et lejet værelse i Hellerup, men fik sit job hos Beauvais tilbage, og en arbejdskollega derude skaffede hende en lille gammel lejlighed i Ryesgade.
I en del år kom mor nu til at bo i Ryesgade nr. 61. Det var en ganske ringe, lille lejlighed, hvis eneste fortrin var den billige husleje. Ryesgade ligger i et meget folkeligt og uroligt kvarter, tætbefolket, med mange baggårde. Min mor boede i baghuset, på en fjerde sal, og lejligheden bestod kun af et køkken og en stue, der var hverken entre eller WC, man gik lige ind i køkkenet fra trappegangen, WC´erne var man fælles om, og de lå nede i stueetagen. I sine sidste leveår boede mor i en aldersrentebolig i Husum Vænge, det var en god og billig bolig med centralvarme og varmt vand, alt pænt og velholdt i pæne grønne områder.
Min mor blev gammel, 88 år, og hun var rask til efter sin 85 års fødselsdag, men derefter fik hun dårlige år med sygdom. Hun blev efter i en længere periode med maveonde, indlagt på Bispebjerg Hospital og blev her opereret, hvilket forløb vel, men blev kort tid efter, på hospitalet, ramt af en hjerneblødning, som satte sig blivende spor resten af hendes dage, selvom hun ved genoptræning fik det bedre, og fik talens brug igen. Efter eget ønske kom hun atter hjem, men det gik sløjt, hun var gammel, meget afkræftet og bange for at være alene, og blev atter indlagt, men da der fra hospitalets side ikke kunne gøres mere, blev hun, da ventetiden på en beskyttet bolig var meget lang, overflyttet til " De gamles By" i Nørre Alle. Her boede hun på en firesengsstue, i cirka et års tid, afbrudt af et par indlæggelser på Hvidovre Hospital. Derefter gik det stærkt ned ad bakke med helbredet, hun var meget svag og blev mere og mere uklar, og sov stille ind en nattetime. Efter bisættelsen fra Bagsværd Kirke, blev hendes aske nedsat i de ukendtes grav på Gladsaxe kirkegård, dette skete efter hendes eget ønske.
Min mor var efter datidens begreber en pæn høj kvinde, vist cirka 166 cm. høj, hun var i sin ungdom meget nydelig, ja kunne vel næsten kaldes smuk. Hun var i sine yngre år meget slank og rank, var helt sorthåret og som type noget fremmedartet, næsten en sydlandsk type.

Andrea Marie Andersen

Hun var efter min bedømmelse yderst velbegavet og livet igennem godt informeret, men i sine mere modne år blev der intet forsøgt, med en udvikling af de gode evner. I vort hjem blev der ikke læst mere lødige bøger, det blev kun til de lettere ting, populære bøger, aviser og datidens ugeblade "Vore Damer" og "Tidens Kvinder" husker jeg i dag. Min mor, der jo det meste af sit ægteskab, var alene med os tre drenge i det daglige, var et udpræget A-menneske, var altid tidligt oppe om morgenen, men kunne dårligt holde sig vågen til efter aftensmaden, og vi drenge husker så tydeligt, at vores mor kunne sidde ret op på en spisestuestol og sove. Hun var proper og renlig med sit hjem og med os tre drenge, hvilket jo nok har givet en del at bestille, det var jo længe før, vaskemaskiner og andre hjælpemidler, holdt deres indtog i hjemmene.
Hvad hun fik disse mange år til at gå med, da vi alle var skolesøgende, ved jeg ikke rigtigt, men jeg tror hun ofte var ude til damekaffe hos forskellige bekendte, men rigtige venner, havde hun ingen af, så det skete ret ofte, at vi kom hjem fra skole, at det var til en lukket dør.
En større interesse for sine børns skolegang fandtes ikke, så lektielæsning var hos os, noget man kunne slippe let om ved. Vores frihed var meget stor, vi havde alle et meget langt tøjr, heldet var med os, ingen af os misbrugte friheden og manglende opsyn til at komme i dårligt selskab. Kom vi bare hjem til spisetiden, var alt godt, og der blev aldrig stillet særlig mange spørgsmål om vores færden. Min mors økonomiske evner var i vores barndom mildt sagt ikke særlig gode, men hun blev jo heller ikke stimuleret, da min far jo også var en dårlig økonom, der brugte mange penge på sig selv. Indtægterne i disse år var både stabile og store, langt større indtægter end hvad de fleste tjente, så familiens økonomi burde have været meget fin, hvad den bestemt ikke var.
En lille ting, men en betydelig, i et hjem med en sejlende far, som næsten aldrig var hjemme, var korrespondancen. Jeg husker så tydeligt min fars mange skuffelser og ofte vrede over de alt for få breve og kort, vi sendte hjemmefra til vores far ude i det fremmede, mor var selv meget glemsom med brevskrivningen, og vi drenge blev slet ikke opfordret kraftigt nok til at skrive, ja selv til fars fødselsdage og andre højtider kneb det meget, det skete alt for sjældent og blev næsten altid kun til et intetsigende kort uden mere personlige nyheder og oplysninger om vore hjemlige oplevelser.
Som voksne, kun for nogle få år siden, kom min bror Erik og jeg, i en samtale om vore forældre og vores barndom, og her var det efter Eriks opfattelse, hvilket kom meget bag på mig, at vores mor nok aldrig, havde haft særligt meget tilovers for sin mand, ja måske endog havde været noget bange for ham, at mor måske i sin ungdom, kun havde giftet sig for at slippe hjemmefra.
Men der var da gudskelov mange gode ting at fortælle om, vi drenge havde jo på mange måder, et både rart og hyggeligt hjem. Min mor var i vore børneår, på mange måder et glad og optimistisk menneske, så der var næsten altid en god og venlig stemning hjemme hos os; der var meget sang og nynnen med på tidens populære revyviser, hjemligt tordenvejr og surhed og også klø kendes slet ikke hos os, og klø var jo dengang meget anvendt til opdragelse.
Min mor, som jeg husker hende dengang, og så min mor senere hen i livet, var næsten som to forskellige personer, det var som om hun med årene blev mere og mere utilfreds, hun fik det tit vanskeligt med mange af sine medmennesker, hun blev også så egoistisk, provokerede sig selv mere frem i forreste række. En almindelig talemåde fra min mors ældre dage, som flere af os i dag husker, var hendes ”der skal også være noget til mig selv" og det siger jo en hel del. En del af hendes væremåde, var ganske den samme som hendes egen mor, at forsøge at holde på den bedste hest, altså af hendes egne børn. Det var som hun satsede på den søn, hvor hun selv kunne regne med at få de fleste fordele. Åbenhed og hjertelighed overfor sine børn, svigerdøtre og børnebørn evnede hun ikke, at styrke sammenholdet i familien evnede hun slet ikke. Måske kan meget stamme fra hendes eget livsforløb med en barsk start i livet født uden for ægteskab, sat i pleje hos fremmede mennesker de første 12 barneår, og så pludseligt uden eget ønske hentet hjem til en familie, der har været hende helt fremmed, til en venlig stedfar, men en rappenskralde af en mor, måske skubbet til side af de to mindre halvsøskende, det må jo siges ikke at lyde alt for rosenrødt. Startet tidligt på et ægteskab, som måske aldrig har været særligt lykkeligt, hvem ved, og så blive fraskilt i 40-års alderen, og så pludseligt blive kastet ud på arbejdsmarkedet uden nogen uddannelse, det har sikkert været en barsk oplevelse.
Derefter resten af livet været alene, alene med alle livets mange problemer i så mange år, og selvom hun som ældre intet manglede økonomisk, så havde hun dog levet et langt liv med mange økonomiske vanskeligheder og trange kår, en tilværelse som ikke blev nogen dans på roser.

Se også "Postkort ifølge Ludvig"

MIN STOREBRODER SVEND  

Svend Ludvig Clasen

Min ældste bror Svend Ludvig Clasen, blev født den 7. november 1911. Svend var således 7 år ældre end jeg. I barneårene var det et stort spring, 7 år er en meget stor aldersforskel. Da jeg blev født, begyndte Svend i skolen, og da jeg begyndte i skolen, gik Svend ud af skolen. Svend, der i flere år var både det første og eneste barn i familien, blev vist meget forkælet, og han fik bl.a. hos vores farmor en meget stor stjerne, som vi andre aldrig opnåede. Svend gik i Holsteinsgades Skole ligesom vi andre, og jeg tror, at han havde let ved sin skolegang, vel udmærket begavet, men alligevel gik det til sidst galt med skolen, da han nåede op i 2. mellem, der var vist for meget pjank, og skolearbejdet blev ikke passet, og han måtte forlade skolen. Da det var hans ønske at blive maskinmester som sin far, begyndte han derfor som smedelærling ude hos Atlas. Interessen holdt sig dog kun et halvt årstid. Derefter var han, også kun i kort tid, på kontoret hos Irma i Ravnsborggade, men dette var heller ikke noget. I 1926-27 påbegyndte han en læreplads i herreekvipering hos Ludvig Woderich i Hellerup. Denne forretning var for øvrigt også den, hvor også jeg nogle år senere kom i lære, så jeg ved derfra at Svend, havde været meget vellidt. Forretningen var kun lille, alt for lille til at give en ung mand den fornødne alsidige læretid og erfaring. Efter sin læretid blev Svend tilbudt et par måneders volontør job i stormagasinet Crome og Goldschmidt for at lære vinduesdekoration og skilteskrivning, men dette job var ganske ulønnet. Nu blev der fra min fars og Svends side, gjort et forsøg på at skaffe ham et halvt års ophold i hans fag, i England eller Skotland, for her at lære mere, navnlig sproget, rejsen frem og tilbage kunne foretages gratis igennem fars rederi. Men da et sådan ophold skulle være totalt ulønnet, i England havde de også tusinder arbejdsløse, så selv til kost og logi måtte der ikke ydes hjælp, det var mere end familiens økonomi kunne klare, så det hele løb ud i sandet.

Woderichs herremagasin i Hellerup, som det så ud i 1920´erne.
Tegnet efter hukommelsen af Ole Clasen

Svend fik nu en stilling som ekspedient i en herreforretning, fa. Carl Nielsen på Godthåbsvej på Frederiksberg.
Her blev Svend i mange år, forretningen blev på et tidspunkt ombygget, og blev en stor, nydelig butik, en driftig og levende forretning med en stor omsætning, og det var også flinke mennesker at arbejde for. Svends stilling ophørte her, da chefen ret pludseligt døde, og der opstod uoverensstemmelser med enken. I naboforretningen, en damehattebutik, var der ansat en ung nydelig pige. De unge mennesker er nok begyndt med en lille forretningsflirt, som udviklede sig til et mangeårigt ægteskab. Den unge pige, Rigmor Sørensen, som jo blev min svigerinde, forlod damehattene, da forretningen lukkede og begyndte på kontoret hos forlaget Gyldendal i Klareboderne, hvor hun forblev hele livet igennem til sin pension.

Rigmor Sørensen

Rigmors familie boede længere nede på Godthåbsvej. Hendes far var ansat i KTAS som montør, og samtidig havde familien, igennem mange år en lille cigarforretning, som moderen passede om dagen.
Rigmor havde en meget yngre bror Henning, som jeg har kendt fra hans fjerde år. efter en del år som handelsrejsende, drev han i en del år en ostebutik, hvor vi jævnligt handlede, indtil han en dag, pludseligt styrtede død om på gaden kun 60 år gammel.
Svend og Rigmor, som var forlovede i mange år, giftede sig i 1937, og fik en moderne toværelses lejlighed, Ewaldsensvej 10 på Frederiksberg. Efter de mange års ansættelse i fa. Carl Nielsen, fik Svend et nyt job i Konfektions Huset på Nørrebrogade, men i begyndelsen af 1945 blev han arbejdsløs, et meget dårligt tidspunkt, da al handel nu næsten var gået i stå på grund af varemangel. Han var dog heldig at kunne begynde den 1. april 1945 i den gamle herrehatteforretning, kgl. hofleverandør C. F. Boedecher på hjørnet af Frederiksberggade og Gammel Torv. Her blev han i mere end 25 år. Jeg ved, at de første år herinde, ikke var behagelige, men da den gamle indehaver døde, og enken så solgte forretningen til telefonfabrikken Kirk, fik Svend mange gode selvstændige år. Da alle Kirks forskellige virksomheder af skatteårsager blev omdannet til selvstændige aktieselskaber, blev Svend udnævnt til direktør for firmaet. Senere blev Svend også oldermand for det lille hattemagerlaug.

Svend Ludvig Clasen i Boedecker

Kirk koncernen, som jo var ejer af hattefirmaet, forkøbte sig på nogle vaskemaskine- og køleskabsfirmaer, og da samtidigt den gamle seniorchef i Kirk døde, gik hele denne store koncern i opløsning. Hattefirmaet blev forsøgt solgt, hvilket ikke lykkedes, nøglen måtte drejes om i dette hæderkronede, kendte forretningshjørne, hvilket ganske naturligt tog meget hårdt på Svend, han var nu nær de 60 år, og følte både sin fremtid og økonomi meget uvis og usikker. Svend var næsten samtidigt begyndt at skrante med helbredet, nerverne gættede vi vel alle på, men blevet par gange indlagt på Frederiksberg Hospital, kom atter hjem, men stadig ikke rask. En dag blev Rigmor kaldt til en samtale med lægen på hospitalet, der fortalte hende, at Svend havde lungekræft i så alvorligt et tilfælde, at han kun havde et halvt år tilbage. Det gik nu stadig ned af bakke med Svends helbred og sluttede som forudsagt. Svend døde i marts måned 1973 på Frederiksberg hospital, og blev efter eget ønske begravet i de ukendtes fællesgrav på Solbjerg Kirkegård. Svend blev kun 60 år gammel. Efter begravelsen afbrød Rigmor forbindelsen med os, uvist af hvilken grund, og vi har derfor mistet al forbindelse med hende og hendes familie.
Dette føltes meget mærkeligt efter så mange års nært bekendtskab, der så pludseligt stopper. Jeg var kun 13 år gammel da jeg første gang hilste på Rigmor, og var igennem
årene kommet meget i deres hjem, i Rigmors barndomshjem samt hos meget af hendes familie.

MIN LILLEBROR ERIK

Erik Clasen

Min yngste bror Erik blev født den 26. maj 1921, og var således cirka 3 år yngre end jeg. Han blev også født i Holsteinsgade nr. 29 B.
Erik og jeg var igennem vor barndom nærmere knyttet sammen som brødre, end vi var med vor storebroder Svend, det var nok de mange års forskel, mellem Svend og Erik var der jo 10 år.
Erik var som barn meget ofte syg og dårlig, uden at det var særligt alvorligt, han var bl.a. flere gange indlagt på Dronning Louises Børnehospital med dårlig mave og ernæringsudslæt, jeg kan huske, at han ikke måtte spise smør, jordbær og andet frisk frugt, noget der dog fortog sig med alderen. Erik var som barn ganske utrolig forkælet og morsyg, alt kunne kun gøres af mor, skulle han f. eks. have en tår vand, og en af os andre rakte ham et glas, blev det slået, så det fløj langt hen af gulvet, det var kun ”moar” der duede. Dette var også medbestemmende for det dårlige forhold, der opstod mellem Erik og hans far, der netop i disse år havde længere rejser på Mellemamerika, og derfor ikke var så tit hjemme. Jeg kan huske fars surhed og vrede, når Erik kaldte ham ”manden”, og spurgte hvornår ”manden” rejste igen, der opstod et næsten fjendtligt forhold mellem disse to, der kom til at vare livet ud. Erik kom, efter sin skolegang, der også var på Holsteinsgades skole, som vi to andre også i lære i en herreekviperingsforretning. Firmaet hed Sturmer, en ret stor og ældre forretning på Gl. Kongevej. Efter sin læretid, hvor vi nu er ret tæt den anden Verdenskrig, ønskede Erik ikke at fortsætte i forretningslivet, men havde nogle forskellige småjob; han holdt mest af at holde fri.
En lille hændelse, som jeg her skal fortælle om, viser at Eriks tilværelse skulle blive så helt anderledes end de fleste andres mænds, et emme man dengang ikke talte så højt om, men samtidigt noget, man ikke kendte så meget til og bestemt ikke havde ventet så tæt ind på livet.
Da min mor, Erik og jeg boede sammen i Vanløse, ringede telefonen en sen aftentime, det var fra politiet i Store Kongensgade, der fortalte min mor, at Erik var anholdt, for usømmelig adfærd på et underjordisk toilet, sammen med en ældre homoseksuel person. Dette kom som en bombe for os alle, ingen havde troet, at Erik havde sådanne tilbøjeligheder, men dette var da allerede en flerårig foreteelse, viste det sig, og det blev ved igennem årene at være Eriks livsmønster. Der blev gjort et par forsøg på at ændre Eriks fremtid f.eks. var Svend sammen med Erik, til nogle samtaler hos professor Sand, speciallæge på dette område, alt var dog forgæves.
Den første krigsvinter flyttede Erik op til vores far, der nu boede oppe i Lillerød, det var et forsøg på at få ham ud af det homomiljø, men alt mislykkedes totalt.
Efter disse forsøg flyttede Erik først til forskellige af sine venner, senere fik han en lille billig, men meget ringe lejlighed i Rosengården inde i det gamle København. Efter endnu et par småjob og arbejdsløshed måtte Erik som tusinder af andre tage arbejde i Tyskland. Han var i to perioder ansat ved det berlinske postvæsen på en af byens store banegårde, det var heller ikke noget for ham, men her var varemanglen jo også stor, og natlige bombeangreb var grimme at leve med. De sidste af krigens år var han hjemme igen med bl. a. job i Civilforsvaret. Efter det voldsomme engelske bombeangreb af B & W i 1943 var Erik med til oprydningen bagefter, og herunder skar han sig på de enorme mængder af glasskår fra de ødelagte store haller og måtte indlægges på Frederiksberg Hospital med en alvorlig blodforgiftning. Efter krigen fik Erik den mærkelige ide, at blive engelsk soldat, og meldte sig som frivillig til det gamle danske korps i England, The Buff. Efter en rekruttid i England, var han udstationeret i kortere tid bl.a. i Palæstina og på Cypern. Dette soldaterliv mistede dog hurtigt Eriks interesse, så da han var hjemme på orlov til Bodils og mit bryllup i 1946, deserterede han fra den engelske hær, han fik en ven til at aflevere sit soldaterudstyr hos de herværende engelske tropper på Dagmarhus og stak af til Gøteborg. Her fik han en hyre på et stort svensk tankskib, der fragtede olie fra den Persiske Golf, Et par gange var hans skib her i København og herunder opstod der en uoverensstemmelse mellem Erik og jeg om betaling af nogle effekter, som vi havde købt af ham da han forlod Danmark. Erik sejlede nu nogle år for at samle den nødvendige pengesum til en kaution, han skulle stille for at opnå en opholdstilladelse i USA.
I mere end 25 år boede Erik nu i Amerika, det meste af tiden i Los Angeles i Californien og blev også statsborger. I alle disse år var vi på grund af uvenskab uden forbindelse med hinanden.

Erik Clasen

Eriks ønske om atter at komme hjem igen og en samtidig skuffelse over et brudt venskab og opløsning af et bofællesskab, fik Erik til at vende næsen hjemad. Herhjemme fik han hjælp til en god lejlighed, og han fik også et job i Magasin du Nord. Jeg ved ikke af hvilken årsag, men atter rejste han igen til Amerika, kom dog snart igen hertil København, hvor han igen fik hjælp til en god lejlighed og begyndte igen i Magasin. Erik var også et stykke tid ansat inde hos vores storebroder Svend i hattefirmaet Boedecher, og han var også herhjemme og med til vort sølvbryllup i 1971.
I februar 1972 rejste Erik igen til Amerika, men igen var det kun kortvarigt. Atter hjemkommet var der ingen, der kunne hjælpe ham til en ny lejlighed, hvorfor han købte en ejerlejlighed ude på Ålekistevej i Vanløse, men her kom han kun til at bo et lille års tid, han fandt det ganske uoverskueligt med pantebreve og rentebetalinger og solgte hele herligheden over hals og hoved, sejlede over til Malmø, hvor han lejede en moderne lejlighed og planlagde så at rejse dagligt frem og tilbage mellem sit arbejde i Magasin og boligen i Malmø.
Efter et par måneder blev han dog træt af dette rejseri og opgav sit job i Magasin, og da han altid gerne har ønsket lidt arbejde med megen fritid, navnlig om dagen, fik han et job som natportier på et hotel i Malmø.
Dette job varede dog heller ikke så længe, så en dag stod han som arbejdsløs, og kunne ikke finde et nyt job. Efter et venneråd flyttede Erik så op til Gøteborg også her fik han igen en god lejlighed, der var ingen boligmangel i Sverige, men arbejde kunne han ikke finde.
I Gøteborg boede Erik i en længere periode, selvom han i grunden var utilfreds med både byen, svenskerne og det svenske vintervejr. Atter flyttede han, denne gang bosatte han sig i Helsingborg, atter i moderne byggeri. Nu havde Erik været arbejdsløs i så lang tid, at det var slut med understøttelse, men det svenske samfund har mange hjælpemidler, han fik et stort boligtilskud, førtidspension med invaliditets tillæg, så med hans små daglige krav til til­værelsen, klarede han sig fint. Dog havde Erik igen ønsker om at flytte tilbage til København, men den stadige boligmangel forhindrede dog disse planer.
I 1988 brød Erik igen alle broer efter sig, solgte alt sit indbo, og flyttede ned til sol og varme, og bosatte sig i en ejerlejlighed på solskinskysten i Spanien.
Denne sidste oplysning har jeg fra en telefonopringning til Erik, hvor jeg bad ham komme til min 70-års fødselsdag, hvad han dog afslog med den begrundelse, at han havde travlt med den forestående flytning, og heller ikke havde råd til en københavnerrejse eller til en gave. Når jeg så grundigt har omtalt Eriks mange flytninger og hans rejser frem og tilbage til Amerika, er det for at fortælle om hans urolige sindsstemninger, hans evige utilfredshed med tilstandene, hvor han nu netop opholdt sig, der var vist i hans opfattelse, altid meget bedre at være de andre steder, det var som om at han søgte efter noget, han måske slet ikke vidste, hvad var.
Det mærkelige er, at sådan kan jeg slet ikke huske Erik som barn. Jeg husker ham som en stille dreng, noget forsigtig, lidt forknyt, med en kraftig tilknytning til sin mor. Da min bror Svend, viste hans specielle livsførelse megen interesse og også på mange måder var ham en stor hjælp, kom de som voksne hinanden nærmere, og da gled jeg, som altså ikke rigtig kunne tage mig af hans egoistiske og homofile egenskaber, måske derfor mere og mere i baggrunden.

Sammenholdet os brødre imellem, som jo ganske naturligt var meget nært i alle børneårene, blev desværre igennem voksenårene mere og mere løse, det var den triste kendsgerning, men som vel ofte hænder i en søskendeflok, og vel navnlig hvis den ældre generation ikke kender sit naturlige ansvar, og som måske slet ikke har evner til at formidle og skabe de gode rammer om et godt familieliv.

TOP

MIN FARMOR – MARIE DINESEN,

Marie Dinesen

gift Clasen, blev født den 16. marts 1867.
Hun er født som yngste datter af husmand Christian Dinesen og hustru Karoline, født Rasmussen, hun var født på Langeland. Familien havde et husmandssted, eller lille gård på heden nær landsbyen Vittrup ved Lindknud, nær Hærvejen i Malt Herred i Ribe amt. Min farmor havde tre søskende, en bror Chresten og to søstre, Emma og Else.
Min farmors moder, hed Caroline Rasmussen, og blev født i 1837, Sønderbro Herred, Magleby sogn på Langeland, og her kan hendes slægt føres mange generationer tilbage, de var alle små husmænd eller håndværkere. I mandtalslisten fra 1845, fortæller listen, at Caroline havde to søstre, og at der i hjemmet også boede en gammel enkekone, som blev forsørget af faderen. Caroline, altså min farmors mor, dør i 1876 kun 39 år gammel. Min farmors fader, Christian Dinesen, har det været sværere at fremskaffe oplysninger om, men alt tyder på at han er barnefødt på egnen, Brørup, Bække eller Lindknud. Historien fortæller, at han som ældre mand lod sig lokke til at sælge sit husmandssted til det dengang nye Hedeselskab, der beplantede hans nok meget sandede jord til, som nu er en del af de store jyske granplantager. Alle disse oplysninger har jeg fundet frem til bl.a. i Rigsarkivet, min farmor var nemlig ganske umeddelsom om sin familie og om sit barndomshjem.
Efter sin barndom i hjemmet i Vittrup, hvor hendes mor dør, da hun kun er ni år gammel, kommer hun som ung til Århus, vistnok boende hos sin ældre søster. Hun bliver i 1887 gift i Aarhus Domkirke, med former Ludvig Clasen, de får i 1888 en dreng, som også bliver dødt Ludvig, min far.
Ægteskabet blev meget kortvarigt, det var vist utroskab, der var årsag dertil. Farmor boede igen, efter bruddet et par år hos søsteren, men rejser i 1895 til København, som den enlige mor hun nu var med sin lille søn.
I København begynder hun nu, da hun jo efter datidens forhold ikke havde nogen uddannelse, at vaske for folk. Hendes første adresse her i byen, som jeg har fundet i arkiverne på Københavns Rådhus, var i den nu nedrevne husblok, Dybensgade nr. 3, senere boede hun i et par år i baghuset Adelgade 7. Disse boliger var noget af det dårligste i datidens København, hvilket dengang var meget usselt, og som jo også nu for længst er saneret væk. I 1903 flyttede min farmor til St. Poulsgade nr. 10, et noget bedre og pænere byggeri nær ved Store Kongensgade og Nyboder. Her blev hun boende i mange år, det var her vi børnebørn kom en del, og et sted som jeg ganske tydeligt kan huske.
Min farmors lejlighed i St. Poulsgade var ganske lille, rummede to stuer, en meget lille til gården, og en noget større stue til gaden, i denne var der også en alkove, som dog kun blev benyttet til klædeskab. Der var slet ikke en entre, man gik lige ind i det lille køkken, her havde der oprindeligt været en åben skorsten med ildsted, som nu var lukket, og med plads til et gasbord. I den lille stue blev der i slutningen af tyverne taget et lille hjørne, hvor der blev installeret et WC, det var en ny lov der krævede dette. Indtil da havde alle beboerne kun de fem-seks lokummer nede i gården til afbenyttelse.
Min farmor var den første privat person, som jeg dengang kendte, der fik telefon, og jeg husker stadig hendes gamle nummer, Palæ 1710x.
Min farmor som aldrig giftede sig igen, fik i 1895 en datter, som jo var min fars halvsøster, og min faster. Hvem der var min fasters far, er en stadig velbevaret hemmelighed, som min farmor aldrig røbede, men tog med sig i graven, og således blev min faster aldrig vidende om sit fædrende ophav.
Da min faster blev født af en fraskilt mor, var loven dengang sådan, at barnet skulle have moderens pigenavn, og ikke det navn moderen havde fået via sit giftermål, men som hun stadig hed. Derfor var min fasters efternavn Dinesen.
Min fasters fødsel fandt sted i Slotsgade på Nørrebro, det var hos gamle naboer fra Dybensgade, som var flyttet hertil. Denne gamle nabofamilie var brøndgraver Peter Jensen og hustru Birgitte, som også var faddere ved barnedåben i St. Pouls Kirke den 26. april 1896.
Denne nabofamilie tog senere navneforandring til Hundie. Familien Hundie kommer der mere om senere, kun skal der på dette sted oplyses, at familien Hundie havde tre børn, og at den ældste datter Andrea, skulle blive min mor, hun blev nemlig senere gift med min far, et gammelt bekendtskab.
De to kvinder, min farmor Marie Clasen og min mormor Birgitte Hundie, var begge tilflyttere til hovedstaden og lærte hinanden at kende som naboer i Dybensgade, begge to sad i dårlige økonomiske kår, og måtte begge slide for føden. De startede derfor sammen et vaskeri, et sted hvor folk kunne aflevere deres snavsetøj, og så senere kunne hente det rent og rullet igen. Dette arbejde var selvfølgeligt et hårdt slid, vådt og koldt, og det var vel grunden til at min farmor begyndte at lære den finere madlavning. Efter dagens slid i vaskeriet lærte hun om aftenen og natten mod betaling, den ædle kogekunst og finere anretning. Det var på et af Københavns dengang finere hoteller "Phønix" i Bredgade, det er den ejendom, hvor nu "Land og Folk” har til huse. Derefter ophørte de to damers fælles vaskeri, og resten af sit liv levede farmor af at lave mad, til andres fester og selskabeligheder. Da hun var meget dygtig og en myndig dame, fik hun oparbejdet en stor og velhavende kundekreds. Jeg kan huske fra min barndom, at farmor blev ofte afhentet i fine privatvogne ud til de store hjem flere godser ude på Sjælland, ja endog til en kundekreds helt ovre i Skåne. Hendes arbejde blev med årene mere planlægningen af de store middage, vareindkøb og lignende. Min farmor blev boende i den samme lejlighed i St. Poulsgade næsten til krigens begyndelse, men lod sig så af min faster overtale til at flytte til en bedre lejlighed på Christiansmindevej på Østerbro, lejligheden her var i stueetagen og havde en lille forhave, og her kom hun til at bo ganske tæt på familien.
Min farmor var igennem hele sit liv en flittig dame, og da hun i det daglige også var påpasselig og sparsommelig, efterlod hun sig efter datidens forhold en anseelig formue.
Selv om min farmor var sparsommelig i sin hverdag, var hun bestemt en rundhåndet giver, når runde fødselsdage eller andre mærkedage, krævede en gave, så skulle gaverne være gode, og så blev der ikke sparet.
Da min far blev 40 år, fik han et kostbart dobbeltkapslet guldur af sin mor, og senere fulgte der en svær ankerkæde, også i guld, til uret, begge ting købt hos en af byens bedste urmagere. Til vort hjem kan jeg huske, at min farmor forærede familien en ny egetræsspisestue, men gaver til os børn, på almindelige fødselsdage, klarede hun oftest med en to-krone. Til min egen konfirmation forærede hun mig et prima armbåndsur, som jeg havde glæde af i mere end 20 år.
Min farmor var en myndig dame, der altid fik sine meninger ført igennem, og som ikke var bange for at gøre en indsats for at må sit mål. Da hun var ung og hendes børn var små, havde hun ingen tid til at gå og pylre om dem, men efter datidens målestok og som enlig mor, skulle de have en god start i livet, hvilket navnlig kom min far til gode, men sådan var jo kønsrollemønsteret dengang.
Min far fik hun, efter hans skolegang, fundet en smedelære plads til, først en grovsmedelære i St. Poulsgade, men da dette arbejde var for groft, fik hun en bedre læreplads ude hos "Atlas" på Nørrebro. Efter den fem år lange læretid må det også have været hende, der har lagt de økonomiske skuldre til, for at far kunne gennemføre en 3-årig maskinistuddannelse.

Marie Dinesen og Anne-Lise Madsen

MIN MORMOR – ANE BIRGITTE ANDERSDATTER

Ane Birgitte Andersdatter

Min mormor blev født den 2. september 1867 i Vejlby sogn i Sønderhald Herred, Randers Amt.
Hun var datter af murersvend Andersen boende i den lille by Vejlby. Hun blev døbt Andersdatter, men hendes far fik dette ændret, da en ny lov tillod dette, så alle hans børn, både drenge og piger, korn til at hedde det samme, Andersen. Min mormor var sikkert, som datiden brugte ude på landet, tidligt kommet ud at tjene, men jeg har aldrig hørt fortalt om hendes første leveår.
Som ung ugift pige, fødte hun 3 pigebørn, såkaldte uægte unger, og de havde alle 3 forskellige fædre.
I 1891 tjente hun hos sagfører Zicehzen i Randers, og her nedkom hun den 3. oktober 1891 med en datter, hendes førstefødte, der fik navnet Andrea, som jo senere blev min mor, min mormor var da 24 år gammel.
Den udlagte barnefader var, ifølge notat i Randers Kirkebog den 29. 10. 1891 skomagersvend Peder Kristian Olesen fra Balslev på Fyn, som på denne tid var indkaldt som soldat i Randers. Ægteskab mellem disse to blev det aldrig til, selvom det fortælles, at min mormor pressede på, ved flere besøg hos hans forældre på Fyn.
Min mor fik siden to halvsøstre, der forblev boende på Randerskanten livet igennem, den ene søster, Marie, blev gift Glashoff.  
Min mormor blevet par år senere gift med brøndgraver Peter Jensen, han var oprindelig oppe fra Frederiksværkkanten, men boede før han blev gift nede langs Køge Bugt ved Hundie. Fra denne lokalitet tog han senere navneforandring, til dette bynavn, jeg har kun kendt ham under navnet Hundie.
Dette ægteskab varede livets ud for disse to mennesker, der blev i dette ægteskab født et tvillingepar i 1894, en dreng og en pige, min onkel Frode og min moster Margrethe.

Det første jeg i Københavns arkiver på Rådhuset, har fundet om min mormor og morfar, er bopælen Dybensgade i kvarteret bag ved St. Nikolaj kirke, et ringe kvarter, som nu for længst er nedrevet. Det var her i Dybensgade, at min mormor og min farmor, som var naboer, lærte hinanden at kende. Senere flyttede familien Hundie til Slotsgade på Nørrebro, og herfra senere til Farimagsgade, Rosenvænget, og den sidste adresse i deres københavnertid var Willemoesgade 57 på Østerbro.
Min morfar, hvad vi børn jo kaldte ham, uvidende om de rette familieforhold, var jo oprindelig landmand, men søgte som tusinde andre til byen for at få arbejde. Jeg ved, at han i en del år arbejdede i Frihavnen, der dengang var en meget stor arbejdsplads. Da han i disse år vistnok var for glad for flasken, var Frihavnen ikke et godt sted, havnen har altid været kendt som en fugtig arbejdsplads. Dette huede bestemt ikke min mormor, der stillede ham stolen for døren, nu skulle det være slut, basta.
I 1915-16 købte de derfor, for at komme væk fra Frihavnen, et lille husmandssted for at begynde en ny tilværelse, men da deres pengemidler var meget små, kunne det kun blive til det allerbilligste, og derfor måtte de flytte langt væk. De fandt et lille sted i Jylland på de ringeste, sandede jorde på den gamle jyske hede. Husmandsstedet lå ved en lille flække ved navn Nyby, en milsvej nordpå fra stationsbyen Brørup. Nyby ligger ved den gamle landevej, Ribe-Vejle. Jeg tror, at deres mange år herovre på heden, var en god tid for dem, selvom starten var med meget hårdt arbejde og en økonomi, der nærmede sig fattigdom, men med slid og møje og små krav til hverdagen, gik det efter nogle år dog fremad.

Peter Hundie og Ane Birgitte Andersdatter

I de første 15-20 år arbejdede min morfar ude på omegnens større gårde som daglejer, og min mormor sad hjemme og syede for folk, bl.a. en del børnetøj, og samtidig skulle de jo også passe deres egen bedrift, så arbejdsdagene har været lange. Med årene blev deres egen besætning større og bedre, og da de jo efterhånden ikke var så unge mere, ved jeg, at morfar sluttede med arbejde for fremmede, det blev kun til tørvegravning om sommeren, som gav dem gratis brændsel til hele året, og det var jo en stor hjælp.

Ane Birgitte Andersdatters og Peter Hundies husmandssted i Nyby ved Gjerndrup.
Tegnet efter hukommelsen af Ole Clasen

Ane Birgitte Andersdatters og Peter Hundies husmandssted i Nyby ved Gjerndrup.
Tegnet efter hukommelsen af Ole Clasen

De havde nu tre køer, et par kalve, et grisehold, og ofte en ged og nogle får, samt den uundværlige lille islandske hest "Prins". I trediverne havde de et meget stort hønse­hold, priserne på æg har nok været gode i de år. Morfar merglede meget sin jord, for at få lidt mere og bedre udbytter, men den forblev dog meget sandet og mager.

Peter Hundie med hesten Prins

Min mormor og morfar havde også nogle plejebørn, det har nok været for at skaffe lidt kontanter til huse, og disse drenge var jo også som større, en god hjælp. Det var drenge, født af ugifte mødre, som her fik deres barndomshjem, og gudskelov fik de et godt hjem, levede så godt som andre børn levede dengang på en lille landejendom, mine bedsteforældre var gode ved dem, her kendtes ikke til klø eller lignende. Senere er det vist gået de tre drenge, som jeg kendte, godt, og de bor alle stadig derovre i den jyske landsdel. Min onkel Frode og tante Emilie, som boede nogle kilometre væk, var flinke til at tage til Nyby for at hjælpe de gamle, der var jo meget at se til.
Mine bedsteforældre blevet par meget afholdte ældre mennesker på egnen, min mormor kunne nok ofte være lidt skrap og hvas i replikken, men hun var en dygtig og flittig kone, der passede sine ting. Min morfar var en usædvanlig rar og skikkelig mand, godheden selv overfor både børn og dyr. Som ældre folk fik de meget hjælp og venlige håndsrækninger fra mange naboer, der kom til deres lille sted med mange gode sager, f.eks. når der blev slagtet på gårdene, og når der blev plukket bær og frugt i haverne. Da de fyldte 70 år, var der en ind samling i sognet, og for beløbet fik de begge foræret en stor sølvske, med indgraveret dato.
I alle årene herovre, levede de en stille og rolig tilværelse, var raske og rørige, og kendte ikke til alvorlige sygdomme eller skavanker.

Peter Hundie ved husmandsstedet i Nyby

Med årene kneb det noget for min morfar med at holde bygningerne ved lige, men indendørs var min mormor rask og flittig, så på hjemmet var der aldrig en plet at sætte. Huset var bygget som et vinkelhus med stråtag, den ene fløj var lade og vognport, og den anden rummede stald og privat bolig. Fra stalden gik man ind i deres store køkken, her var der et stort fast bord langs væggen, hvor familien spiste alle måltider til dagligt, her var også det store komfur, hvor der altid var ild, og her stod også den store spand med drikkevand, hentet ude fra den dybe brønd foran huset. Så var der familiens soveværelse, husets fine indgangsparti med hoveddør og lerstampet gulv. Husets eneste stue var stor og hyggelig med trægulv og med et lystmalet træloft. Herinde stod husets største møbel, en smuk gammel, høj dragkiste, sortmalet med guldstafferinger og en mængde ormehuller, her var også et fint mahognipiedestal med flere nipsgenstande bl.a. flere fine flinteøkser og knive fra stenalderen, som min morfar havde fundet ude på sine marker. I denne stue fandtes husets eneste kakkelovn, en fin gammel sag til brændefyring, her stod der også en virkelig gammel grammofon af dem med håndsving og den store tragt. En radio kom der aldrig i huset, sådan en moderne genstand kunne de bestemt ikke affinde sig med. Derimod var der en vigtig ting i huset, den daglige avis. Som de sparsommelige mennesker der dengang levede herovre på heden, var de tre familier der delte et abonnement, og så gik avisen på tur efter et bestemt mønster, jeg husker at det var "Kolding Folkeblad", der inde i avisen havde en side med de mere lokale nyheder fra Brørupkanten.
Hos mormor og morfar kom der mange tilrejsende sommergæster, mest fra København, ofte de to døtre, min moster og min mor, min moster ofte på længere ophold, og alle børnebørnene kom jo ganske naturligt ofte til det lille hjem herovre på heden, også familie til plejebørnene dukkede af og til op, det var næsten kun deres bedstemødre.
Da den Anden Verdenskrig var en kendsgerning med mange nye besværligheder, var mine bedsteforældre blevet gamle, trætte mennesker midt i halvfjerdserne og havde nu store vanskeligheder med at holde sammen på deres lille husmandssted. Selvom de fik megen hjælp fra naboerne og min onkel Frode og tante Emilie, gik det nu mod slutningen, og da min morfar blev syg og indlagt på Vejen sygehus, måtte min mormor modstræbende flytte over til sin søn, onkel Frode, i Vejen. Morfar døde på sygehuset og blev begravet på kirkegården i Vejen.
På begravelsetogets vej fra sygehus til kirkegården skulle hovedgaden passeres, og her indtraf en pudsig hændelse: rustvognen mødte her et tysk kompagni soldater, det var jo under besættelsen, kompagniet gjorde holdt, med sænkede faner, honnør og trommehvirvler lod tyskerne begravelsestoget passere forbi, en mærkelig hændelse som skulle overgå min gamle morfar, der på trods af sit venlige sindelag, kunne gå helt i harnisk og vise en voldsom vrede, når tyskerne og alt tysk blev omtalt, men hans generation var jo også vokset op i skyggen af de sønderjyske krige, der havde sat sig som et had, der aldrig blev glemt.

Da min mormor efter morfars død blev stadig sløjere, blev det ordnet, så hun kunne flytte over til sin datter, min moster, på Amsterdamvej i København. Her fik mormor et stykke tid efter flytningen en hjerneblødning, hvorved hun mistede førligheden i den ene side, helbredet var nu så sløjt at. hun blev indlagt på De gamles Bys hospital ude i Nørre Alle. Her lå hun på en stor 12-sengs stue sammen med andre gamle koner, så det var et trist sted, hun i 1947 lukkede sine øjne, cirka 80 år gammel.

TOP

MIN MOSTER MARGRETHE

Margrethe Hundie

Min moster Margrethe, som jo kun var en halvsøster til min mor, var tre år yngre end min mor. Hun blev i sin ungdom gift med en ung malersvend, Charles Poulsen, og de boede som nygifte i Fiskedamsgade på Østerbro. Da den samme onkel Charles var alt for gode venner med flasken, i perioder, skaffede hans fader, der var ansat i Toldvæsnet, ham ind samme sted med håbet om at det måske blev bedre, hvad det slet ikke gjorde. De boede i mange år i en lille mørk lejlighed i Ålborggade, nær Randersgade, og her blev deres eneste barn, min kusine Ingrid, født. Seniorfamilien Poulsen, købte i slutningen af tyverne, en to-families villa ude i Sundby, og hertil flyttede også min moster med familie ind i lejligheden på 1. sal.
Min moster var en dygtig og flittig kone, proper og med meget økonomisk sans. Onkel Charles var en mærkelig mand, som sagt var han kvartalsdranker, sær og menneskesky, men også noget af en kunstner, meget dygtig til at tegne og male. Min kusine Ingrid, husker jeg tydeligt, var utroligt forkælet og forpylret af sin mor. Hun blev som ganske ung udlært som damefrisør, men begyndte senere som klinikdame hos en tandlæge på Købmagergade. Hun blev hurtig denne velhavende ældre ungkarls elskerinde, og levede det søde liv på byens bedre restauranter, men dyrkede dog samtidig indimellem andre gode forbindelser.
Men ret pludseligt, kort efter krigen, brød hun alle broer, rejste til Jylland og giftede sig med en noget ældre mand. De bosatte sig i Vorbasse, hvor han opbyggede en større virksomhed med traktorer, salg og reparation. Han blev en velhavende mand, der både købte sommerhus med fiskeret ved Omme Å og en større landejendom, der blev totalt moderniseret, og brugt som lystejendom. I dette ægteskab var der en eneste datter, som jeg aldrig har kendt.
Min kusine Ingrid døde af kræft kun cirka 60 år gammel.
Da min onkel Charles døde kort efter krigen, og da min kusine samtidig flyttede til Vorbasse, solgte min moster huset på Amsterdamvej, der nu var hendes efter at også de gamle svigerforældre var døde. Hun købte sig et lille hus derovre i Vorbasse for på sine gamle dage, at kunne bo nær sin datter og svigersøn.
Her blev hun boende til sin død i 1981, hun blev 87 år.


MIN ONKEL FRODE OG HANS FAMILIE
Min onkel Frode og min moster Margrethe var tvillinger, og de var eneste børn af min mormor, sammen med min morfar og var således begge halvsøskende til min mor.
Som ung blev min onkel Frode udlært som snedker her i København, hvor familien jo dengang boede, og her giftede han sig senere med min tante Emilie. Der var stor modstand i familien mod dette ægteskab, det blev fortalt, at det vist var en værre sigøjnerfamilie tante Emilie kom fra. De var 12 søskende i børneflokken, der senere ernærede sig ved de mærkeligste job. Jeg kan huske omtale af to af hendes brødre, der året rundt boede i gamle motorbåde, som de sejlede rundt til forskellige provinshavne, hvor de levede som kanonfotografer og på lignende mærkelige måder levede vist også den øvrige familie. Det fortælles at tante Emilies familie kom fra Nyboder og at hendes bedstefar var den lille hornblæser.

Tante Emilie (gift med Frode Hundie)

Onkel Frode og tante Emilie flyttede også til Jylland til en lille landsby, Læborg ved Vejen og ret nær ved mine bedsteforældre, jeg tror, at det var svært for onkel Frode at få arbejde i København. De købte en lille landejendom med et par køer, høns ænder og et lille grisehold. Han skulle så arbejde som snedker, og tante Emilie så tage sig af det hjemlige. Det gik bare slet ikke, min onkel var ikke nogen særlig kløgtig mand, men han var både en flittig og pålidelig snedker, der ikke kom til at mangle arbejde ovre i det jyske, men på landbrug havde han ikke meget begreb, men værst var det dog med min tante Emilie, som var sød og rar, men bestemt ikke flittig og energisk, og hun havde hverken lyst eller evner for landbrug, hun var simpelthen en være gris og lod det hele passe sig selv. Efter fiaskoen som landbrugere flyttede de ind til den større stationsby Vejen, hvor de faldt godt til, og her blev de boende resten af deres liv. I dette ægteskab var der to børn, min jævnaldrende kusine Elna, kaldet Bitten og en søn, min fætter Henry.
Elna kom tidligt ud at tjene på en stor gård på egnen, og her blev der sat skik på hende, så hun blev en flittig og dygtig pige. I nogle år cirka 1939 til 1942 tjente hun i Københavns nærhed på en skovridergård under godset Lindenborg, og i et par år var hun i huset hos en sagførerfamilie i Klampenborg. I disse år så vi en del til hende i vort hjem. Hun flyttede igen tilbage til sin gamle hjemegn i Jylland, hvor hun giftede sig med en noget ældre landmand. De købte en lille ejendom i nærheden af Askov Højskole. Fætter Henry blev udlært som elektriker og blev boende på hjemegnen. Efter krigens tid ebbede kontakten med denne gren af familien langsomt ud, da onkel Frode og tante Emilie begge døde.

TOP

MIN FASTER EDITH OG HENDES FAMILIE

Edith Elvira Dinesen

Min faster var som tidligere fortalt kun halvsøster til min far, de havde jo ikke samme far.
Faster blev født 1. juledag 1896 og blev døbt i St. Pouls kirke inde ved Nyboder.
Min faster og min far voksede begge op i ejendommen St. Poulsgade nr.10, som dengang var et folkerigt kvarter med mange børn. Efter tidens skik og brug var det min far der kom i lære, hvilket ikke var nødvendigt dengang for en pige. Min faster var som ung pige, ansat som "pålæggerske" i et bogbinderi, og det har nok været på denne arbejds­plads, at hun lærte en ung mand at kende, som skulle blive hendes ægtemand, et langt liv igennem, altså min onkel Aage. I dette lange ægteskab kom der tre børn, to drengebørn og en pige.

Marie og Edith Dinesen

Jeg ved, at faster og onkel Aage startede med en lille lejlighed på Godthåbsvej, men kom dog det meste af deres liv til at bo ude på Østerbro, omkring Svanemøllen.
Jeg husker selv som lille dreng, at vi besøgte faster på Borgervangen, en krum gade, der løb langs jernbanen ved Ryvangen. Årsagen til at denne adresse så tydeligt kan huskes, var udsigten med de mange passerende tog, samt at familien havde en lille have på skråningen ned mod banen, en pudsig lille skrå have. I den store lukkede gårdsplads i denne store ejendom, husker jeg også et par store fastelavnsfester, hvor Erik og jeg deltog med at slå katten af tønden, jeg husker mest, at det altid var en hundekold fornøjelse med store snavsede snebunker.
Det meste af min barndom boede min faster og onkel Aage i Edvard Griegsgade og på Christiansmindevej, stadig ude ved Svanemøllen. Efter min farmors død i 1939 arvede familien en sum penge, for hvilken de købte et hus ude i Husum, dette blev dog ikke nogen succes. Jeg tror at de fleste familiemedlemmer savnede deres gamle kvarter, men at også den første fimbul-krigsvinter i 1940, var drøj at starte med for nye husejere, det væltede ind med store problemer: temperaturen kom ned under de 30 graders frost, den store mangel på brændsel samt de store snemængder, der væltede ned denne vinter, onkel Aage glemte aldrig de meterhøje snedriver han kæmpede med, der var højere end ham selv, og tilmed lå huset på en stor hjørnegrund. Det blev kun til denne ene vinter herude i Husum.
Min faster og onkel Aage havde igennem årene meget selskabelighed med deres ret store bekendtskabskreds, og ofte var min mor og storebror Svend inviteret med, men aldrig os "de små" Erik og jeg, jeg tror ikke, at vi som børn var så velkomne, vi har nok været for urolige som gæster. I nogle år havde farmor sammen med faster et lille sommerhus langt ude på den anden side af Tårnby, nær militærets område, her var vi et par gange på besøg. Jeg husker, at det ikke rigtig huede onkel Aage, da det var ham, der skulle passe haven, og at være havemand var bestemt ikke hans store lyst og glæde.
Min faster, som næsten blev 80 år gammel, var et rart og gemytligt menneske, med en høj smittende latter. Hun var livet igennem en meget nydelig dame, der lignede sin mor meget. Hun var en dygtig husmor, der havde styr på økonomien, et flittigt menneske med et altid rent og nydeligt hjem. Jeg mener at kunne huske, at faster kunne virke noget urolig og lidt nervøs, i sine yngre år havde hun vrøvl med nerverne, og var indlagt et par gange herfor, men det var jo et emne, der kun blev hvisket om, når man troede vi børn ikke kunne høre det.
Onkel Aage, som jo var bogbinder, var også et flittigt og pålideligt menneske, der passede sit job indtil sit 76. år. Jeg tror, at han var en dygtig håndværker, der i sine mange år hos Gyldendal var håndforgylder, og her udførte firmaets fornemme bogbind bl.a. til firmaets fine gaver. Han var punktligheden selv, og jeg tror også, at han var en hjælpsom mand i det hjemlige en rar og venlig mand, der livet igennem næsten ikke kendte til sygdom. Han var en lille hurtig mand, let til bens, spadserede igennem 25-30 år, hver eneste morgen hjemme fra Svanemøllen ind til Gyldendal i Klareboderne, også turen hjem igen, når det blev fyraften.

Aage Madsen

Onkel Aage blev en meget gammel mand, de sidste halve snes år som enkemand, hvor han stadig kunne klare alle de daglige gøremål, han blev 92 år og var rask og rørig til sin sidste dag.


Min fætter Henning

Henning Madsen

var familien Madsens ældste født i 1917. Begge mine fætre havde gode sangstemmer, og Henning var i drengeårene medlem af Radioens Drengekor. Henning blev udlært i en større isenkræmmerforretning på Østerbrogade, men han kom siden til at arbejde med meget forskelligt, jeg husker, at han handlede med kakkelovne under krigen, men da bilerne igen kom på vejene, var Henning ansat i det store bilfirma "Nellemann" som repræsentant, der handlede med autotilbehør. Da markedet for alt dette ekstra udstyr sygnede hen, fik han en stilling i autofirmaet "Domi", hvor hans arbejdsområde var fremstilling af firmaets tryksager og kataloger, et arbejde han var glad for, og først forlod, da han var fyldt de 70 år. Henning var i mange år gift med Inger, en pige med et godt hoved og med en stor energi. I dette ægteskab, som endte i en skilsmisse, var der to børn, den ældste en datter, Birthe, født i 1948, og en søn, Henrik, der er født i 1952.

Inger Wemmer - gift med Henning Madsen

Henning havde fra sin tidligste ungdom en nær tilknytning til Burre Sø området, oppe nord for Ganløse, hvor han for mange år siden købte en grund, hvor han selv byggede et dejligt stort sommerhus, her kom hans gode evner og håndelag som amatørhåndværker ham til gavn, med stor dygtighed fik han dette hus fint og perfekt indrettet, og heroppe opholdt han sig både sommer og vinter, men da han efter sin skilsmisse fandt huset for dyrt, måtte han nødtvunget sælge det hele.
Min fætter Henning har altid, også i barneårene, været en stille natur, ja måske i voksenårene noget indadvendt, lidt indesluttet, noget af en enspænder, pertentlig og forsigtig, men en lille rar og venlig mand, der lignede sin far op af dage.

Min kusine Anne-Lise.

Anne-Lise Madsen

Anne-Lise blev født i 1921, som sine søskende også ude på Østerbro. Som barn har jeg ikke mange erindringer om denne lille, lyse kusine, jeg husker hende kun som en, man aldrig hørte, ja dårligt nok så, men hun var vist nok meget optaget af sine veninder.
Som ganske ung var hun i en periode forlovet med en skolelærer, noget som ikke blev til mere. Jeg husker, at hun levede en urolig og noget udsvævende tilværelse under krigen, ikke noget man kalder forlovelser, men kalder ved helt andre ord, med velhavende mænd, sandsynligvis gifte bl.a. en kendt vingrosserer med hvem det søde liv udfoldede sig oppe på Skotterup Kro i Nordsjælland.
I krigens sidste år indledte hun et forhold med en gift politimand, Schæffer, som var ansat i fremmedpolitiet. De boede i en periode sammen i en lille lejlighed i Ølandshus ude på Amager. Schæffer husker jeg som en lidt grov, dominerende person, med et for stort alkoholforbrug, der groft udnyttede sin stilling til personlige fordele, kunne skaffe varer, som almindelige mennesker kun kendte af navn, kørte lange hyggesøndagsture bl.a. private med familien Madsen i politiets civile biler. Men da krigen sluttede, og man begyndte at rydde op i samfundet, også inden for politiets rækker, navnlig efter afslø­ringen af den store "Edderkoppeaffære", begyndte jorden at brænde, også under Schæffers fødder, ja det nåede så langt, at han og hans samleverske, blev omtalt i formiddagsaviserne. Så nu skete der en mængde, Schæffer blev alvorligt syg, indlagt og døde inden sagen kom frem.
Min kusine brød alle broer i dette forhold og blev lynhurtigt forlovet med en yngre mand fra Hellerup, Neergård, kaldet Lykke, jeg husker tydeligt, at hun nåede, uanmeldt at aflægge min far et besøg på Triumfvej, og præsentere sin nye forlovede, det skete i januar 1951, kun en uge før min far pludseligt faldt død om på gaden.
De to unge mennesker blev snart gift og levede i et langt tvivlsomt ægteskab frem til 1988, da Lykke pludseligt døde. I dette ægteskab blev ingen børn sat i verden, men to børn blev adopteret, en dreng og senere en pige. Opdragelsen af disse to børn, kaldet fri opdragelse efter Bernadotte Skolens opskrift, er noget af det skrappeste jeg har oplevet. Børnene blev en plage for forældre og omgivelserne, fuldstændigt uden kontrol, hvor det nærmede sig børnemishandling, og hvor kun heldet forhindrede større ulykker i at ske, alle som kunne trak sig i disse år tilbage fra dette inferno. Begge disse børn, som i dag begge er voksne og gifte, er sluppet så nogenlunde normale ud af denne barndom. Af samme grund havde vi her i familien i mange år, ingen nære forbindelser med Anne-Lise, men mødtes kun til familiens runde fødselsdage. Men også Anne-Lises mand var en sær person, vist med en god opvækst i det hellerupske miljø, men han kunne i selskaber være en grov og næsvis person, der også havde svært ved at styre sit alkoholforbrug, og som også medførte hans afsked fra en bogholderstilling, da han var i halvtredserne, og nyt arbejde fik han aldrig siden.
De boede i mange år ude i Ordrup, nær ved Cykelbanen.


MIN FÆTTER JØRGEN OG HANS FAMILIE

Jørgen Madsen

Min fætter Jørgen, var min faster og onkel Aages yngste barn, født i 1929, også ude på Østerbro.
Jørgen husker jeg som en livlig og kvik dreng, med mere humør og gåpåmod, end sine søskende.
Jørgen var, som sin storebror Henning, godt syngende som dreng og sang i flere år i den Engelske Kirkes drengekor og var herigennem et par gange på besøg i England, med optræden derovre. Dette store velsyngende drengekor var en sommer indlagt i en Dagmar revy, hvor drengene sang, iført kjole og hvidt med høje hatte, det var en stor oplevelse at komme i dette fremmede teatermiljø, sammen med så kendte stjerner som bl.a. Osvald Helmuth, har Jørgen flere gange fortalt.
Efter sin konfirmation begyndte Jørgen i et forsikringsselskab, og startede også på Handelshøjskolen for at læse til HD, hvilket dog aldrig blev færdigt.
Jørgen giftede sig med en køn pige, Lise Egelund, og deres første bolig var ude i de nyopførte højhuse langs banen i Rødovre. Efter et par år flyttede de til et mere mondænt byggeri oppe i Hørsholm, efter et par år igen købte de eget parcelhus i det nordlige Hørsholm, et dejligt hus med en god have til.
Efter nogle års forgæves forsøg på at få børn, adopterede de en lille dreng, Morten, men allerede året efter, fik de selv en lille pige, Charlotte. Begge disse børn kom til at vokse op i gode økonomiske kår i et nydeligt hjem i et velstillet miljø, også kaldet whiskybæltet.
Jeg har aldrig hørt om problemer med deres to børn, men jeg tror også, at Jørgen og Lise har gjort meget for at der ikke måtte opstå problemer. Sønnen Morten er vokset op til en nydelig ung mand, der nu læser til økonom på Handelshøjskolen, og er vist både intelligent og flittig, en dreng de vist kun har haft glæde af. Deres datter Charlotte, er en meget køn pige, som desværre har alvorlige høreskader, ja i dag er hun næsten døv, hvilket jo har præget hendes opvækst meget, men jeg tror også her, at forældrene har forsøgt alt, for at afhjælpe denne medfødte skade.  
Jørgen og Lise har efter hvad en udenforstående kan se, haft gode økonomiske kår i mange år, levet som det bedre borgerskab med rejser, gode biler, sommerhus oppe på nordkysten og deres gode hus i Hørsholm, en familie med vinden lunt i ryggen.

TOP

Nu har jeg vist fået alle de nærmeste familiemedlemmer med her, omtalt og beskrevet dem alle, som de mennesker, der befolkede min barndom, hvordan de blev opfattet i et barns bevidsthed og hukommelse.
Jeg håber, at min bedømmelse har været ærlig, ikke været nedvurderende eller negativ, ikke alt for præget af et barns manglende evner og menneskekundskaber, men at det må fremstå som en redelig bedømmelse, af disse mange mennesker der har været med til at præge min barndom, og måske lagt grunden i et barnesind, som kan præge vort liv, ja måske hele livet igennem.

TOP