Lærlingehjemmet ifølge Karl - Verden ifølge Cl@sen

17. November 1937

Hilsen og Tak til det gamle Hjem
Fra en af dem,
Du værned´ og hjalp i tider strenge –
En af Haandværkets sølle Drenge. –
Din Hygge og Varme gav Drengen Ro
Til at øve sin Haand og sin Flid,
Til i Haab og Tillid at styrke hans Tro
Paa en lykkelig, kommende Tid. –
Hav Tak for det!

Hilsen og Tak til det gamle Hjem
Fra en af dem,
Som i Livets Aften mindes alt,
Hvad du mig i Ungdommen gav, -
Blev ej ved mit Virke  a l t betalt –
Efter Evne jeg søgte at dække dit Krav –
Som Tak for alt.

Mit Ønske for dig, du gamle Hjem,
Skal være, at
Den Ungdom, som vokser under dit Tag,
Maa virke med Alvor og Flid,
Bruge de Goder, som findes i Dag,
Til at skabe en ny og bedre Tid,
saa det siden maa kendes paa dem:
”de er gode Sønner af det gamle Hjem” –
som Tak for alt.
 - - - 
Mindet lader som ingenting,
Men er dog et sprudlende Kildespring.
 
 
”Fyraften”
-hvilket herligt Ord efter en vel fuldført Dagsgerning.—
Forjættelsen om en Aften med Hvile og Hygge i Hjemmet sammen med dem, der staar en nærmest, og for hvis Vel man har øvet sin Dags Gerning. Men ”Fyraften”, naar det lyder som Afslutning paa en Livsgerning, naar man bliver spændt fra den Vogn, man efter Evne har været med til at trække i et langt Liv, og bliver sluppet ud paa Toften som et overflødigt Udgangsøg - - da lyder Ordet ”Fyraften” knapt saa festligt. Naar man har naaet ”Støvet Aar” - de skæbnesvangre 70 - fatter man egentlig først rigtig Sandheden i de gamle Ord om ”Arbejdets Velsignelse”. Ser man om Morgenen Folk ile til Arbejde, bliver man let vemodig over ikke at kunne vinde med; man savner noget.
Man er henvist til Alderdommens Ørkesløshed – eller, undskyld, ”Otium”, saadan hedder det jo med et pænere Ord.

I saadanne Stunder gaar Tankerne uvilkaarligt tilbage til ens tidligere Liv. Man hæfter sig ved Erindringer  og Minder, som i Livets Travlhed og Virke var gemt bort, men som nu trænger paa og faar nyt Liv.

Blandt disse mine nu saa kære Minder fra mit tidligere Liv er det, min Hensigt her at beskæftige mig med de fire lykkelige Ungdomsaar, jeg tilbragte paa Lærlinge-Plejehjemmet i Nørre Søgade Nr. 11. Det er ikke vægtige psykologiske Studier, jeg vil præsentere, men glade og mindre muntre Oplevelser i Flæng; de kan dog maaskc hjælpe til at give et lille Billedc af de fire første Aar af denne gode Institutions Tilværelse og et svagt Udsnit af Haandværkerlærlingcs Kaar i disse Tider.

Disse beskedne Linier beder jeg nuværende Forstander for Lærlinge? Plejehjemmet i Nørre Søgade, Herr P. Frohn, modtage og opbevare, idet jeg ønsker dem opfattet som et Tak til de daværende Ledere Kaptajn L. Larsen, Inspektør S. N. Knapp, Assistent R. H. Christophersen og dennes Hustru, for alt, hvad de var for mig. Æret være deres Minde!
For bedre alt forstaa min Taknemmelighed til Lærlingehjemmet, maa jeg fortælle lidt om mine Kaar, før jeg den 17. November 1882 blev optaget som Søn af Hjemmet:
Min Fader var Væver i Svendborg og meget stolt af at være Haandværker; hans Ønske var, at hans Drenge ogsaa skulde lære et Haandværk; men da vi var 14 Søskende var det ikke saa lige en Sag at faa Raad til at holde Sønnerne i Lære. - Naa, saa var der ikke andet at gøre, end at vi drenge maatte hjælpe til ved at spænde Livremmen ind og kun fordre det allernødvendigste af Livets Goder for os.

Fader opnaade ogsaa at se alle sine Sønner som Haandværkssvende.

Jeg fik ved en Slægtnings Hjælp en Læreplads i Nielsen & Lydiche's Bogtrykkeri i København; jeg tiltraadte min Lære 10. Oktober 1881. Min Løn var det første Aar 3 Kr. om Ugen, stigende med 1 Kr. om Ugen hvert Aar, saa jeg det 5. Læreaar havde 7 Kr. om Ugen.
De 3 Kr. om Ugen var min eneste Indtægt; min eneste Hjælp til Husholdningen var gratis Vask hos en Slægtning. - Naa, jeg matte jo se at faa det til at løbe rundt, og det gik jo ogsaa, om end med Besvær.

Jeg lejede hos en gammel Snedker i Gartnergade Nr. 3 et "Værelse" for 66 Øre om Ugen; det var billigt, men Rummet var meget lille, og ”Møblementet” var en Feltseng, en Stol og et lille Bord samt to Knager til at hænge Konfirmationstøjet og Kasketten paa. Kakkelovn fandtes ikke, saa jeg havde det lidt svalt den Vinter.
Naar jeg havde betalt Huslejen, havde jeg 2 Kr. 34 Øre tilbage af Ugelønnen til at holde Hus med, og for denne Sum købte jeg saa Lørdag Aften 8 Pund Rugbrød og 2 Pund Spæk, og daglig købte jeg 3 Pægle skummet Mælk; om Morgenen gik jeg til Bageren og købte for nogle Øre gammelt Hvedebrød; men det skulde være før K1. 5; efter den Tid solgtes ikke gammelt Brød.

Af disse Ingredienser maatte jeg saa tilberede min Mad  i Ugens Løb, og det gav til Resultat: om Aftenen stegte jeg Spækskiver paa et Spritapparat, Flæsket spiste jeg til Brødskiver, det var Middagen. Fedtet blev brugt til at smøre Frokostmaden med; om Morgenen fik jeg varm Skummetmælk med ”gammelt” Brød i. Var der Højvande i Pengekassen en enkelt Uge, blev der Raad til Løg paa Flæsket og maaske en ”Knapost” til 4 Øre - Ja det var enkelt, men det gik jo. Et Gode ved denne simple Levemaade var der: man var fri for Nutidens vanskelige Spekulationer over Kalorier og Vitaminer.
 

 - - -


Og nu Arbejdskaarene:
Arbejdstiden var fra Kl. 6 Morgen; vor første Gerning var at feje Gulvene, fyre i Kakkelovnene og hælde Petroleum paa Lamperne; dette sidste. voldte os Lærlinge meget Besvær, det var vanskeligt at faa Lamperne til at brænde lige, saa de ikke osede, og skete det alligevel, at de sendte en lille Tunge til Vejrs, indbragte det os som Regel en rigtig hjemmestrikket Lussing; men hvad, det gik snart ind som et Led i den daglige Undervisning, saa det generede ikke synderligt.

Før Frokostpavsen blev vi sendt i ”Kælderen”, det vil sige, at vi gik omkring til Svendene og fik Besked om, hvilke Fornødenheder de havde til Frokosten, og gik saa i Byen for at gøre de fornødne Indkøb, hvilket skete i en Kælder paa Vestergade (deraf Udtrykket ”gaa i Kælderen”). De mest almindelige Indkøb var: ½ Pægl Brøndum, 1 Flaske skummet Mælk, 1 Flaske Skibsøl, for 2 eller 5 Øre Skraa og 1 eller ½ Pakke ”Bird´s Eye” (en den Gang meget populær Shag); kun de ”finere” Svende købte en ”Bajerskøl”, men af dem var der tre forskellige Slags: Gl. Carlsberg, 8 Øre, Ny Carlsberg, 7 Øre, og Marstrand, 6 Øre. Det var meget vigtigt at holde Orden i Indkøbene, et galt Skraamærke og en forkert Ølsort blev som Regel belønnet med: ”Du bliver s´gu aldrig til noget, naar du ikke engang kan besørge et saa ringe Ærinde rigtigt" eller maaske med en Lussing. -  Ja, det var den Tids Pædagogik, maaske den var for haandfast; men mon ikke vor Tid har mildnet den for meget?

Kl. 7 Aften var det Fyraften fra selve Arbejdet; men efter den Tid matte vi bringe Breve og Korrekturer i Byen til Kunderne; saa varede Arbejdstiden i Virkeligheden til Kl. 8. Telefonen eksisterede jo ikke, og man ødslede ikke Penge til indenbys Porto. Vor Arbejdstid var derfor reelt fra Kl. 5 Morgen til Kl. 8 Aften med ½ Times Frokost, 1 Times Middag og ½ Times Vesperkost, eller 13 Timers reelt Arbejde. Det lyder utroligt i vor Tid, men ikke desto mindre er det sandt. For 5 Aar siden fortalte jeg det til en af mine Lærlinge, som havde besværet sig over, at han efter Fyraften maatte besøge Fagskolen. Jeg kunde se paa ham, at han tvivlede, og da jeg atter bedyrede det, udbrød han: "Det lyder eventyrligt, at et ungt Menneske kunde holde til det! Denne Udtalelse viser, hvor godt Ungdommen har gjort sig fortrolig med den gode Udvikling, som de sidste 50 Aar har bragt paa dette Omraade.
Skærtorsdag, 2. Paaskedag, 2. Pinsedag, St. Bededag, Kristi Himnlelfartsdag, 2. Juledag og alle Søndagene blev der som Regel kun arbejdet til Kl. 2; skulde vi arbejde længere, fik vi 7 Øre pr. Time i Overarbejde.

Mærkeligt nok var Fastelavnsmandag Fyraften fra Kl. 5. 
Vi Drenge vandrede da i sluttet Trop til Valby og saa paa Løjerne.
 

 - - -


Og nu vor teoretiske Uddannelse:
Tre Gange om Ugen besøgte vi Haandværkerskolen af 1859, Frederiksborggade 34; vi mødte Kl. 8 og sluttede Kl. 10. Forstander Thorsøe sagde en Gang, at det ikke var til megen Nytte, da vi alle mødte uoplagte, og det var ogsaa saa sandt, saa sandt, - de fleste af os sad og sov, om end ikke aabenlyst, saa dog ”indvendigt”. Men noget hænger der dog altid ved, og jeg skylder Skolens Tysklærer Tak for et solidt Grundlagt som jeg senere med Held byggede videre paa. Om Søndagen gik vi i ”De Massmannske Søndagsskoler” og det gav bedre Resultater. Der var Skoletiden nemlig om Sommeren fra Kl. 6 til 9 Morgen og om Vinteren fra K1. 2 til 5 Eftermiddag. (Det tog lidt af Søndagsarbejdstiden, hvad vi Knægte jo ikke var kede af). Jeg har senere i Livet haft megen Nytte af denne Undervisning. Som det af alt dette fremgaar, var vor Tid fuldt optaget; der var ikke Stunder - ej heller Penge - til Forlystelser af nogen Art. Vore Adspredelser bestod i et muntert Samliv med gode, jævnaldrende Kammerater.
 
 
- - -


I Havn!
I Oktober 1882 betroede Mester mig, at han havde søgt at faa mig anbragt paa Lærlingehjemmet, som snart skulde begynde sin Virksomhed, og et Par Uger efter fik jeg en kort Besked om, at jeg den 17. November skulde møde i Nørre Søgade Nr. 11. Det var i Spænding, jeg afventede Dagen; hver Aften lagde jeg Hjemvejen om ad Søen, og jeg saa beundrende Hjemmet straale i Illumination fra øverst til Kælder, ja, selv Søen undgik ikke sin Del af Lyset; der var lagt lysende Transparenter med Fyndord ud paa Flaader. Det saa alt sammen meget straalende ud - men det var jo ”Marked” - hvordan mon Hverdagen vilde blive? – Naa, jeg fik vel vente og se; daarligere, end jeg havde det, kunde det da ikke blive.
Den 17. November oprandt endelig. Jeg mødte med mit Habengut  - men ak - nu kom min første Genvordighed. Jeg manglede et Par Hjemmesko, og da de ifølge Beklædninsreglementet var nødvendige maatte jeg i Byen for at skaffe dem, og et Par Timer senere kom jeg da tilbage; men da havde alle mine tilkommende Kammerater allerede indtaget deres første Maaltid. Christophersen bød mig da ind i Spisestuen og præsenterede mig for min Aftensmad, 6 Stykker godt belagt Smørrebrød, noget i mine Øjne storslaaet; de gled ned i en Fart, og det var kun min Beskedenhed, der forbød mig at modtage Assitentens Tilbud om endnu en Rundtenom.
Jeg fik tildelt 27 som mit Nummer og anvist Bolig paa 1. Sovesal, Værelse 4.

Senere samlede Inspektør Knapp os i Læsestuen, bød os velkommen og redegjorde for Hjemmets fremtidige Virken. Han indprentede os meget bestemt vore Pligter; men lige saa bestemt gav han os Tilsagn om de Goder, han som Hjemmets Leder vilde yde Os. Han håbede, at det vilde blive unødvendigt at øve militær Disciplin, men at vi ved vor Opførsel vilde gøre ham det muligt at skabe os et godt Hjem.

Disse sidste Ord gjorde et godt Indtryk paa os Drenge, vi var jo vant til haard Disciplin paa Arbejdsstederne og havde vel ventet, at dette skulle fortsættes i Fritiden; derfor gjorde Ordet ”Hjem” et saa godt Indtryk. Der blev nu serveret The med Hveder, og vi blev fulgt til Sengs. Efter at ”Fadervor” var læst, bød Inspektøren og Assistenten os et venligt Godnat og Sov godt. Lyset blev slukket, og den første Dag paa Hjemmet var endt. Næste Morgen forkyndte Christophersens Mælkeklokke K1. 6, at en ny Dag var begyndt.
Koldt Vand over Hovedet og saa i Gang med Sengeredning; det var ikke saa lige en Sag at faa Tæpper og Lagener anbragt, saa Sengen kom til at se net og sirlig ud; men det var nu en vigtig Ting. Christophersen forlangte meget i den Retning, men anvendte ogsaa megen tid til at undervise os i Kunsten, og til sidst lykkedes det ham ogsaa at faa de fleste af os til at yde noget godt paa dette Omraade; de faa, der endnu ikke havde nemmet Kunsten, fik senere ved Søndagshjemmeture god Tid til at øve sig og derved indhente det forsømte.
Efter at have redt Senge og ”nettet” os selv fik vi i Spisestuen serveret Teen med diverse ”Lunser”, udleveret vor Blikmadkasse, fyldt til Randen med god Frokostmad og saa paa  Arbejde. Hjemmets Husorden forbød mig at stille paa Arbejde før Kl. 6½, og dette gav Anledning til at mine Lærekammerater efterhaanden ogsaa fik Lov til at begynde senere, saa de nød også godt af Lærlingehjemmets mere humane Betragtninger.

Saaledes begyndte de fire lykkelige Aar, jeg kom til at leve i dette sikre, fredfyldte Hjem. Jeg fik her den Ro og Tryghed, jeg hidtil havde maattet savne. Af det gode Kammeratskab, her herskede, fik mit Sind og Livssyn ogsaa en meget lysere Tone; det er mig en stor Glæde at bevidne, at dette lyse Livssyn, jeg her erhvervede mig, senere i Livet har været mig til megen Glæde og endnu i min sene Alderdom er mig en stor Trøst. – Ja, det gode Humør leve!


 - - -


Fæ dør, Frænder dør,
Selv dør man ligervis,
Men aldrig dør et godt Rygte.

"Vor Kaptajn", som vi Drenge kaldte Kaptajn L. Larsen, var almindelig elsket og beundret af os alle. Vi unge forstod slet ikke, at en Mand, der var naaet saa højt paa Anseelsens Rangstige, vilde have alt det Besvær og den Ulejlighed at ofre al den Tid for os sølle Drenges Skyld. Vi glædede os over hans mange Gange kaade og gemytlige Maade at tale til os paa, naar han manede os til at bruge al vor Energi og Ungdoms Kraft til at tilegne os Kundskaber og berede vor Fremtid. Han fortalte os jævnt og ligefrem om sin Ungdoms Vandreaars Besværligheder og Glæder; sikkert har mange af os gennem hans Skildringer faaet Impulsen til vore egne Vandringer i det fremmede, og selv om vi ikke fik det samme reelle Udbytte som han (det var jo 45 Aar tidligere, han rejste), er jeg sikker paa at vi alle mindedes ham paa vore Ture, naar vi havde de samme Glæder og Besværligheder som han.
Aarene 1882-86 var jo de stærkt bevægede politiske Tider (Provisorietiden) hvor vi unge ”naturligvis” var paa den demokratiske Side mod de fæle ”Provisorister” og ”Storborgere”; da var det os en stadig Kilde til Bekymring, at ”Vor Kaptajn” hørte til denne Klasse af Borgere, men ham tilgav vi(!); han var jo ellers saa god og velmenende; vi forstod ikke, hvad han ville i det Selskab.

Nej, vi forstod meget bedre ”Vor Kaptajn” naar han en Juleaften eller ved 17.NovemberFesten talte til os i en faderlig Tone, naar han, selv stærkt bevæget, i ligefremme Ord søgte at faa det gode frem i os, søgte at mane os til at bruge vor Hjerne og vort Hjerte til at blive gode Samfundsborgere. Eller var der noget galt paa Færde, saa han var nødt til at tale strengt og alvorligt, saa gjorde han det; men vi bemærkede altid paa Bunden af hans Tale Bedrøvelse over, at han havde været nødt til det, og der var altid Mildhed og Tilgivelse til Slut.
Ja, saaledes vil vi ære og bevare Mindet om ”Vor Kaptajn”. Han var en god Mand.
 - - - 

”Den Gamle”
Da Inspektør Knapp den første Aften bød os velkommen, fremhævede hans at han ikke vilde føre et militært Regimente. Jeg tror rigtigt nok, at det var hans alvorlige Hensigt; men det lykkedes nu ikke helt for ham, og jeg tror, at de væsentligste Hindringer derfor var, at han ikke rigtig forstod alt komme i Kontakt med de unge, der var ”vidtløftige”; med os andre (de allerfleste), hvis Opførsel var almindelig jævn, var der ikke noget i Vejen; men de jævnlige Opgør med de mere opsætsige gjorde ikke noget godt Indtryk i hjemmet; de forstyrrede Idyllen deri. Inspektørens Alder var nok lovlig høj, da han begyndte Virksomheden; han kunde jo være Bedstefader til os. Hans Temperament var noget heftigt, og han kunde til Tider vise nogle Særheder, der kunde virke morsomt hos os unge. bl. a. havde han den Vane paa de Breve, der kom til os, at overstrege det paa disse anbragte ”Hr.” med rød Blyant; det var en stadig Kilde til Morskab, og sikkert er det, at mange ofrede et 4-Øres Frimærke paa en tom Konvolut, for at sikre sig en rød Streg. Kunde det nu have gjort noget, om Postbudet muligvis havde troet, at vi var Herrer? Inspektøren og vi selv var jo aldeles overbevist om det modsatte. Men der var jo unægtelig ogsaa Tider, hvor ”Den Gamle” havde Grund til at være fortrydelig paa os; her er et enkelt Tilfælde: Ved Middagstid en Lørdag i Efteraaret 1884 kom Kronprins Frederik (senere Frederik VIII) med sin Adjudant, Oberst Vaupell, paa Besøg i Hjemmet. Kronprinsen, ledsaget af Inspektør Knapp, kom ind i Spisestuen hvor vi sad og nød Dagens Menu, Øllebrød og Klipfisk; Kronprinsen saa paa Maden, og da han ønskede at smage, serverede Fru Christophersen en lille Portion Klipfisk for ham; efter at have spist Maden udtalte han: "Den er god, vi faar den ikke bedre paa Amalienborg. Naar I bliver fodret op paa den Maade, kan I sagtens blive raske Soldater”. Kronprinsen, som øjensynlig var i godt Humør, lovede os Æbleskiver og Punsch om Søndagen. Knapp førte ham derefter rundt i Hjemmet, og da de kom til 1. Sovesal, var han stolt af at vise en Indretning af egen Opfindelse; det var en Tragt, anbragt i Loftet, og fra den førte et Hørerør ind til Inspektørens Soveværelse (til højre for Kaptajn Larsens Buste); saa var han i Stand til at høre enhver Uro Paa Sovesalen om Natten. Om Hans kgl. Højhed ville prøve? – Ja, lad gaa! -  Kronprinsen stillede sig i Lytterstilling i Inspektørens Soveværelse, medens ”Den Gamle” begyndte at raabe op i Sovesalen. Efter Prøven aabnede Knapp Døren ind til Kronprinsen og sagde med et Smil: ”Det er en snild Indretning, ikke sandt, Deres kgl. Højhed?” ? Men Kronprinsen sagde med et lunt Smil, som viste, at han var inde i Situationen: ”Jeg hørte skam ikke en Lyd; der maa sikkert være noget i Vejen med Mekanikken”.

Da Kronprinsen havde forladt Hjemmet, forsvandt Inspektørens loyale Smil og blev afløst af et bistert Blik over Brillerne, et sikkert Tegn paa at Barometret nu stod paa Storm. Assistenten kom nu, ledsaget af Niels (Karlen), som ved Hjælp af en Stige entrede op til det syge Apparat, og snart blev Diagnosen fastslaaet; den lød paa ”Forstoppelse”, og at den var rigtig, viste den Masse af Papir, Vat og Klude, der blev fremdraget af Rørets Dyb. Nu blev der vel nok Staahej.
Om Aftenens efter at vi havde faaet udleveret vort Vasketøj, fik vi Ordre til at blive i Spisestuen til vi fik nærmere Besked.

Kort efter kom Inspektøren og Kaptajnen anstigende med deres strengeste Miner paa.
Kaptajnen begyndte nu et Forhør over Beboerne fra 1. Sovesal angaaende den ”syge Mekanik”; men Forhøret forblev negativt trods hans indtrængende Formaninger; der var ingen, der hverken direkte eller indirekte kendte noget til Hørerørets "Forstoppelse”. Synderen sad under hele Forhøret med den frejdigste Mine paa (saa ung og saa fræk!). Nu, saa mange Aar efter, kan det vel ikke betegnes som Sladder at meddele, at han senere blev Politibetjent paa Frederiksberg og i denne Stilling viste særlige Evner til at opretholde ”Orden”.
Efter Forhøret trak Kaptajnen og ”Den Gamle” sig tilbage til Kontoret, mens vi maatte forblive i Spisesalen og afvente Dommen; vi frygtede bl. a. for, at Kronprinsens Søndagstraktement vilde ryge i Lyset, og ventede yderligere adskillige Søndagshjemmeture. Men det gik helt anderledes.
En halv Time senere kom vore to Dommere tilbage.

Kaptajnen stillede sig op for Bordenden og talte: ”Det er en rigtig grim Drengestreg, der er begaaet, og ham, der har begaaet den, vil jeg alvorligt bede om at gaa i sig selv og skamme sig.  Men een Ting ved denne Affære er jeg glad ved, og det er, at alle I, som har vidst, hvem Synderen er, ikke har røbet ham, trods det at Straf i Form af mange Hjemmeture truede jer; det er en Kammeratskabsaand, jeg sætter Pris paa, om den end i dette Tilfælde er forkert anvendt. Vil I nu alle sammen rejse jer som Tegn paa en Undskyldning til Inspektør Knapp og med et Løfte om, at I vil forhindre sligt i Fremtiden?” ? Alle rejste sig og vi var rørt over Kaptajnens Forstaaelse af Ungdommen og dens smaa Udskejelser. ”Den Gamle” havde Taarer i Øjnene, da han sagde: ”Ja, saa er det glemt, og vi er Venner igen”.

Jeg tror, at de fleste af os havde ondt af den gamle Mand, som denne Tort var overgaaet; men han vandt sig denne Aften mange unge Venner. Denne Aftens Hændelser staar endnu trods de mange Aar, der er gaaet siden da, for mig som et lyst Minde. Den var mere værd end mange Kapitler teoretisk Pædagogik.
Søndag Aften fik vi de prinselige Æbleskiver og den afbrændte Rødvin.
 

- - -


Hvem af os, der har deltaget i Hjemmets Skovture, kan glemme ”Den Gamle”s Færden paa disse Dage? Søndag Morgen drog vi hjemmefra med Fanen i Spidsen ad Strandvejen til Eremitagen. Christophersen og flere Medlemmer af Foreningens Bestyrelse (jeg mindes bl. a. Skræddermester Sørensen og Snedkermester Nielsen) gik med; men de var jo yngre; - nej, men se den gamle, hvidhaarede stolt skridte af med os unge den lange Vej, stadig i fuld Vigør; det var et stolt Syn. Et Aar, husker jeg, standsede han pludselig Toget og spurgte os, om vi vidste, hvorfor der flagedes saa stærkt paa Strandvejen - intet Svar – ”Jo, det er til Minde om Istedslaget; skal vi mindes dem, der led den Dag; maaske nogle af jeres Fædre var iblandt dem?” (og det passede). Vi raabte Hurra og marcherede videre.

Omsider naaede vi vort Maal, og midt paa Sletten holdt et Læs af mange gode Sager. Fru Christophersen og Pigerne begyndte at diske op med det lækre Smørrebrød og andet godt. Bryggeriet Marstrand havde givet noget ”Wienerøl” (svarende til ”Skattefri”), og dette gav Anledning til en pudsig Scene. Da Karlen, den føromtalte Niels, var Afholdsmand, nægtede han pure at omdele Øllet til os; vi var saa et Par Kammerater, som vilde paatage os dette Hverv; men Inspektøren vinkede os paa Plads med et: ”I er Gæster, og jeg Vært”, smed Frakken, tog et Lommetørklæde frem, og med det som Serviet for han frem og tilbage og serverede for os. Det imponerede os at se ”Den Gamle”s Vitalitet, og det morede sandelig ogsaa ham selv. ”Man kan vel endnu”, lo han.

 I vor Leg i Ulvedalen tog han ogsaa meget ivrig Del, samtidig med at han i al Gedulgthed holdt Øje med, at ingen af hans unge Gæster forsvandt til den nære Dyrehavsbakke - han kendte sine Pappenheimere. Det var med Stolthed, at han konstaterede, at det var et fuldtalligt Kor, han førte til Klampenborg Station, hvorfra vi kørte hjem.
 Det er jo en Selvfølge, at ”Vor Kaptajn” var med paa disse Ture og ”rullede sig ud” med samme Iver som ”Den Gamle”.
 

- - -


En Efteraarsaften havde vi i Kælderen arrangeret en ”Varieteforestilling”, hvortil Inspektøren og dennes Familie var indbudt. Jeg ser endnu i Tankerne Knapp paa første Række mellem sin Hustru og Datter, siddende med et Smil om Munden, følgende vore ikke alt for kunstneriske Præstationer, ja, han kunde ogsaa bryde ud i Bifald, naar der blev ydet noget særlig morsomt. Den 2½ Time lange ”Matine” sluttede med, at vort Orkester (1 Violin, 1 Tromme og 2 Trækharmonikaer) spillede et Par Numre. Saa rejste”"Den Gamle” sig med et: ”Tak for i Dag, det var jo morsomt; nu maa vi i Seng for alt kunne passa vort Arbejde i Morgen”. Jeg er vis paa, at det ikke morede Knapp at se og høre paa os; han ofrede de 2½ Time af sit Liv for at glæde os ved sin Nærværelse og mente maaske ogsaa derved at hæve Løjerne op i et mere sømmeligt Plan. - 
Inspektør Knapt kunde ogsaa nok tale til os enkeltvis, men saa kom det altid kun an paa at Præge os ved sine Meninger og Anskuelser, hvad der var i sin Orden, da det jo var hans Opgave at paavirke os; men det faldt ham aldrig ind i Samtalens Løb at komme paa Spor efter, hvad vi mente. Det burde vist ogsaa nok have været af Interesse for ham.


 - - -


I mine Læreaar havde jeg det Held to Gange at blive tilkendt Sølvmedalje i Præmie fra ”De Massmannske Søndagsskoler”. Men jeg tvivler endnu paa, om det var Inspektøren eller mig, der var mest glad for Medaljerne. Hans Lykønskninger til mig var hjertelige. Han indbød mig begge Gange til Te i sit Hjem, og ved disse Lejligheder følte mig som Søn af Huset og ikke som Plejebarn. Han var meget glad over, at der i Dagbladet ”Dannebrog” i Præmielisten ved mit ringe Navn var anført som Bopæl: ”Lærlinge-Plejehjemmet”. –

 Naar jeg efter min Afgang fra Hjemmet besøgte Inspektøren, var det morsomt at se, hvor saadanne Besøg glædede ham. Den gamle Mand rejste sig og udbrød: ”Nej se, der er jo en af mine gamle Drenge; Goddag, 27, hvordan har du det?” o. s. v. Det endte med lange Samtaler, og før man gik, blev man trukket ind og præsenteret for hans Frue. -

Naar jeg har nedskrevet saa meget af mine Minder om Inspektør Knapp, er Grunden den, at jeg synes, at der i Lærlingeforeningens Festskrift af 1924 tales for lidt om hans mange gode Sider. Hans største Brist var efter min Menings at begyndte sin ansvarsfulde Gerning i en for fremrykket Alder. Han havde for svært ved at sætte sig ind i og vurdere de unges Tanker; havde han været tyve Aar yngre, var det utvivlsomt gaaet bedre. – Naa, men det med Alderen er jo ikke alene hans Ansvar; de, der ansatte ham har jo heller ikke skænket denne Side af Sagen tilstrækkelig Betydning. De Træk, jeg her har fortalt om ham, vidner nok om Myndighed, men ikke om ”haard Haand”. Han havde netop ”Sans for Nuancer”; det viser hans forskellige Maader at tage de unge paa; hvad der var godt for en, passede ikke for en anden. I et Hjem med en Børneflok har mangen Far og Mor vel nok erfaret, at der var en eller anden af Flokken, der maatte tages mere ”haandfast” end de øvrige, uden at den ene derfor tog Skade - tværtimod.

Jeg vil derfor i disse mine beskedne Erindringer hylde den gamle Inspektør som et godt Menneske med en brav Retfærdighedssans; han vilde det bedste for os alle. Jeg har meget at takke ham for, og jeg vil alle Dage ære hans Minde, ligesom jeg tror, at de fleste af Hjemmets første Hold vil gøre det samme.


 - - -


Assistent Christophersen var jo meget yngre end Inspektøren, og det prægede hans Maade at omgaas os paa; den var omtrent kammeratlig paa en god Maade naturligvis. Han kunde sætte sig ned og tale med os om vore private Forhold, give os gode Raad om a1 vor Færden i Livet, var velvillig imod os og støttede os kraftigt, naar vi søgte om et eller andet hos Inspektøren, om han fandt var gavnligt for os. -

Ja, denne Stilling som Assistent var en god Forskole til den Gerning, Christophersen i saa mange Aar havde den Lykke at røgte paa en for saa mange unge gavnlig Maade. Hans Hustru var mild og venlig over for os Drenge; hun kunde med et Smil vise, at hun forstod - om end ikke billigede - vore mere eller mindre gale Streger. Og hendes gode Smil var nok til at formilde hendes Mands ikke slet saa forstaaende Opfattelse af Sagen. Hun var jo ogsaa Moder til et Par raske Drenge - det forklarer jo en Del.
Ved Hjemmets 50-Aars Jubilæum talte jeg sidste Gang med Christophersen, og det glædede mig meget at høre, hvor interesseret han fortalte om dem af mine gamle Kammerater, som vi i Øjeblikket mindedes; han fulgte med Interesse vor Færden ude i Livet.
Det var mig en Skuffelse i Bekendtgørelsen om hans Død at 1æse: ”Begravelsen foregaar i Stilhed”. Jeg havde ellers gerne fulgt den gamle Ven til den sidste Hvile. Han havde jo fulgt saa mange unge ind i og gennem Livet. Nu vil jeg ære og bevare Mindet om det gode Ægtepar.

Af andre, jeg med Glæde mindes fra mine fire gode Aar af min Ungdom, er vor elskværdige Læge Sommerfeldt, som de - heldigvis faa - Gange, jeg havde Brug for ham, og ved de periodiske Vejninger og Maalinger behandlede os med samme Venlighed og Grundighed som sine Privatpatienter.

Danseundervisningen for os besørgedes af den bekendte Gymnastikpædagog, Krigsassessor Poul Petersen, i hans Danselokale, Frederiksborggade 34. Fra den Tid mindes jeg, at Læreren, naar Timen var forbi, med Stolthed lod sine to ganske unge Døtre give en Opvisning for os i Menuetter og lignende Skøndanse, hvilket i høj Grad imponerede os Drenge. De to smaa Piger var de senere saa berømte Svømme- og Gymnastikledere.

Gymnastikundervisning fandtes endnu ikke den Gang; men saa var der Sangundervisningen; den Tid, vi anvendte dertil tør jeg nok sige, var den allerfornøjeligste. Vi gik til den med en glubende Appetit. Sanglæreren, N. Hansen, forstod vel ogsaa nok ved sit tørre Lune at vedligeholde Begejstringen for Sangtimerne. Det var de ganske almindelige Sange, han lærte os - ikke højtidelige Korværker og sligt - nej, ”Den tapre Landsoldat”, ”Vi Haandværkssvende” og Datidens mere moderne Ting: ”Du spørger, min Dreng”, ”Natten er saa stille”, ”Husker du i Høst” (hvor er de nu alle henne?). Vi lærte ogsaa en Haandværkersang, som af Pastor Hostrup var skrevet til en Fest paa den grundtvigske Haandværkerhøjskole paa Vallekilde: ”Vi fik ej under Tidernes Tryk”; men i den forekom et Vers, som efter Inspektørens og Sanglærerens Mening var for ”revolutionært”; og derfor aldrig maatte medtages, naar vi sang ved festlige Lejligheder, men lur os; naar vi sang privat, kom Verset altid med, og det er det Vers, vi huskede bedst og længst - ja, husker endnu. Jeg hørte Sangen ved vor lokale tekniske Skoles Aarsfest for fem Aar siden og maatte smile, da jeg hørte Verset (”Forbuden Frugt smager bedst”). Sanglæreren indstuderede ogsaa en ”Børnesymfoni” med de mere musikalske Kammerater; den blev opført en Søndag Aften i Festsalen efter en Skuespilleroplæsning og gjorde fænomenal Lykke.

Ja, da jeg nu er kommet saa langt ud i Erindringerne kan jeg ikke uundlade at nævne en Mand, som vel egentlig ikke bidrog til vor aandelige Udvikling, men som morede os det var Barbermester Heinze i Larsbjørnsstræde. Naar vi hver 6. Uge kom med vor Billet til Klipning behandlede ”Mester” os selv, og under Kuren morede det ham at fortælle et Utal af Historier (dog aldrig usømmelige); saa naar Vi havde været til Klipning, bragte vi altid Historier med hjem til Kammeraterne. ”Hvad fortalte Heinze i Dag?” var det stadige Spørgsmaal, naar man kom hjem. Og Heinze´s historier gik Hjemmet rundt og fortaltes videre i alle mine fire Aar.

I øvrigt havde ”Mester” en hel Del til overs for os Drenge. Ikke blot forhørte han os f1ittigt om vort Befindende, men ogsaa om vore Fremskridt ved vort Arbejde. En af vore bedste Adspredelser i Vintertiden var Foredragene Søndag Eftermiddag. De var jo af meget forskellig Art; det var ikke dem alle, der interesserede os lige stærkt; men det var jo dog en Adspredelse og noget hang der jo altid ved. Engang ved et saadant Møde hørte jeg noget særlig originalt. Hør blot: En ministeriel Embedsmand, Hans Marker, holdt et Foredrag, som hed ”Kældermænd eller mørk Tale”, og det bestod at han fra Talerstolen udkastede gaadefulde Spørgsmaal, og den, der først besvarede dem, fik Præmier, bestaaende af Knive, Linealer, Blyanter og lign. Os Drenge morede det jo; men jeg forstaar nu saa godt, at det fremmødte Publikum saa noget desorienteret ud, da Timen var gaaet. Det, der morede os mest, var Skuespilleroplæsninger, og af dem var der en hel Dels saaledes Oplæsning af Sofus Neumann, Hunderup, Fru Larsen, født Ludvigsen, og mange flere; jeg er vis paa, at de aldrig havde taknemmeligere Publikum end os. En Gang skuffede Neumann os dog; han skulde en St. Bededag holde foredrag for Foreningens Medlemmer og os i Larsens Lokaler paa St. Annæ Plads - hvorfor det ikke holdtes i Festsalen, ved jeg ikke. Vi havde jo ventet os noget i Retning af ”En Skovtur til Vands” eller lign.; det blev der dog ikke noget af; vi fik et stærkt religiøst Foredrag, og det var med Bededagsansigter, de ca. 100 Drenge vandrede til Nørre Søgade til Aftensmaden.


 - - -


Glade Ungdom.
Hvor der under samme Tag bor ca. unge i de vanskelige Aar, hvor Barnet langsomt forvandles til Mand, maa der - som i alt, der er under Udvikling - være en vis Gæring og Uro.
Saaledes ogsaa i Lærlingehjemmet. Men denne Uro gav sig heldigvis sjældent Udtryk i den farlige Massepsykose. Jeg nævner et enkelt Tilfælde; det var, da vi alle slægtede at angive Synderen, der havde sat Høreapparatet ud af Virksomhed, men det var ikke, som Kaptajnen menter for at værne en Kammerat, der havde begaaet noget forkert; det var, fordi vi altid havde betragtet Hørerøret som en Mistillid til os alle, til vor Vilje til at være med til at opretholde god Ro og Orden. Denne Vilje var de allerfleste af os i Besiddelse af, og derfor hadede vi Mekanismen og værnede dens Ødelæggelse med vor Tavshed, uden at der var truffet Aftale derom. Ja, havde Kaptajnen eller Inspektøren forstaaet den sande Grund, eller havde en af os unge haft Evne eller Mod til at forklare Sagen, som den egentlig var, tror jeg nok, det havde været til Gavn for begge Parter.
Men der savnedes Forstaaelse mellem unge og gamle, et Forhold, som jo er endnu og tit volder Mismod og Fortræd.

Kammeratskabet var af forskellig Art. Vi følte os alle i samme Baad. glædede os i Fællesskab over vore gode Kaar og over selv det mindste, der blev ydet til vort Gavn og Velbefindende; men vi tog ogsaa alle levende Del i, om det gik en eller anden skævt. Vi var gode Plejebrødre, tør jeg nok sige.

Hver Sovesal dannede som en lille Særafdeling i det fælles Hele, og det var derfor naturligt, at vi Sovesals-Kammerater sluttede os særlig sammen.
I Læsestuen var der ikke meget ved at være, naar vi vilde have en rolig Time i Selskab med et Par gode Venner. ”Læse”-Stue var nu nærmest en Parodi; der fandtes i Bogreolen kun en Snes tykke Bind af et Værk, der hed ”Riises Arkiv for Historie og Geografi” af 1820. Det havde sikkert været god Læsning for 50 Aar siden; m en vi unge af 1882 havde allerede i Skolen faaet indprentet alle de Opdagelser og videnskabelige Resultater, Bindene indeholdt, saa de blev ikke læst, men brugtes kun til at kyle en Uven i Hovedet, og i den Retning gjorde de ”vægtig” Gavn; men det var vel næppe det, salig Riise havde bestemt sit Livsværk til. Læsestuen blev kun brugt til Dominospil (og i Smug Kortspil).

Nej, paa vore Værelser var det, det foregik. Der samledes de mere nære Venner og forslog Fritimerne med Diskussioner om Tidens forskellige brændende Spørgsmaal, Politik, Litteratur, ja, selv Kunsten blev ikke forskaanet for vor plebejiske Indblanden. Det var naturligvis ikke lutter dybsindige Betragtninger, der blev fremsat, men jeg vil dog mene, at disse Samtaler blandt jævnaldrende hjalp til, at vi interesserede os mere for disse Spørgsmaal senere i Livet, og denne Interesse hjalp til at give Livet mere Indhold - udover Interessen for det daglige Brød. De, der kun har den Interesse, er ikke bedre stillet end Koen i sin Baas. Saaledes kunde man om Aftenen fra de forskellige Stuer paa Sovesalen høre Diskussioner, Spøg og Nynnen forene sig til en ikke larmende, men snarere mumlende Symfoni. –

Paa de Foraars- og Sommerdage, hvor vi havde hele Fridage, slog vi os sammen i Smaaflokke paa en halv Snes Stykker og foretog Udflugter til Skovene Nord for Byen. Ved Christophersens Velvilje blev det ordnet saaledes, at vi, efter at have nydt vor Morgenmad, fik en Pakke Smørrebrød - ekstra god - og naar vi saa kom hjem Kl. 7 Aften, var Fruen saa elskværdig selv at varme og servere vor Middagsmad, saa det Iykkedes at faa en hel Skovtursdag ud af det, og saa kunde man se og høre paa Fruen, at hun var glad over at have muliggjort denne gode Adspredelse for os.

Paa saadanne Dage kunde vi godt gaa vore 3-4 Mil; men det faldt os ikke svært, vi spøgte og sang og nød den smukke Natur - saa faldt Vejen ikke lang. Og Fristelsen til at bruge Toget var let overvundet - ingen af os ejede kongelig Mønt. Den Form for Sport var ikke saa ringe endda; men den er da ogsaa ved at komme paa Mode igen blandt Ungdommen. -

Faste1avnsfesterne var ogsaa en stor Begivenhed; der blev jo danset til KI. 12 Aften, og saa fik vi en Time til at geleide Baldamerne hjem. Kl 1 skulle vi være hjemme. Inspektør Knapp vandrede troligt frem og ti1bage i Vestibulen, til den sidste Balherre var arriveret, og de, der var saa uheldige at have været for længe om Ekspeditionen, fik en Salut som Godnat-Hilsen.
Disse Baller gav Anledning tiI, at en De1 af de unge Mennesker blev ”Svogre”, i de fleste Tilfælde kun øjeblikkelig Forelskelse, som ”gik over”; men jeg kender dog tre Kammerater, som hentede deres senere Hustruer paa Lærlingehjemmets Fastelavnsballer; det Ansvar kan ”Hjemmet” dog tage sig meget let - det blev nemlig tre lykkelige Ægteskaber. –

Festen den 17. November formede sig mere højtideligt. Kaptajnen talte altid, og desuden var der som Regel en Taler til ved Uddelingen af Flidspræmierne; disse bestod af Sparekassebøger med forskellige indførte Summer, Knive, Bøger o. s. v. Jeg reddede mig en 17. November en Sparekassebog med 25 Kr. af Philip Heyman´s Legat; den maatte først laves ved mit fyldte 25. Aar; men da blev det ogsaa med Renter en pæn lille Sum til Hjælp til mit Hjems Stiftelse. -

Men størst af alle vore Fester var dog Julen - især Forberedelserne til den. Vi var endnu Børn nok til at glæde os ved at klippe, klistre, male og tegne, og saa, naar det hele var færdigt, hænge det op i Spisesalen og med virkelig Skaberglæde betragte det som et Mesterværk af Dekorationskunst. Det overdaadige Juletraktement blev nydt. Derefter kom Taler af en fremmed (jeg mindes Pastor Ove Hohlenberg fra ”Helliggeist”) og ”Vor Kaptajn”; derpaa Uddeling af Julegaverne, som bestod af gode og nyttige Beklædningsgenstande; det var mærkværdigvis for det meste, hvad enhver af os trængte til, saa det var en praktisk Julenisse, der først undersøgte vor Garderobes Mangler (mon ikke Christophersen? Jeg har ham stærkt mistænkt). Nu talte ”Den Gamle”. I bevægede Ord mindede han os om, at vi maatte holde ”Hjemmets Fest” borte fra dem, der var vore nærmeste. ”Vi vil her gøre, hvad vi formaar for at berede jer en velsignet Jul; men sørg for at have eders kære i Tankerne denne Aften især; de sender sikkert eder mange venlige Tanker”. - Ja, han var god nok, ”Den Gamle”, han forstod at liste en Taare frem i de unges Øjne.

Julemorgen – som ogsaa paa de andre store Helligdage - gik de fleste af os til Froprædiken i Vor Frue Kirke; den holdtes efter den Tids Skik Kl. 7 Morgen. –
Hvor saa mange unge færdes sammen er det ikke sjældent, at der bruges Øgenavne; det var jo nok ogsaa Tilfældet her, men ikke i nogen stor Udstrækning, og naar de brugtes var det for at skelne mellem to af samme Fag, f. Eks.: ”Lange Maler”, ”Lille Maler”, ”Lille Guldsmed”, ”Store Guldsmed” o. Iign. Der fandtes aldrig smædende eller saarende Tilnavne.
 

- - -


Der tales i Nutiden saa meget om ”vor Tids nøgterne Ungdom” i Modsætning til forrige Slægtleds mindre idealt anlagt ditto. -
Nej, men stop! - det er en Skrøne.

Hvis Nutidens Ungdom havde samme nemme Adgang til Spiritus, som vi havde, hvad saa? Mon vi ikke skal lade Sammmenligningen fare og lade hver Tids Ungdom feje for sin egen Dør? Saa blev hele Gaden ren.

Blandt de unge, jeg i disse Aar færdedes imellem, har jeg aldrig hørt nogen tale om eller prale med deres Spiritusnydelse. Jeg har aldrig set nogen af mine Kammerater være paavirket i nogen som helst Grad eller set dem mærket efter nogen Udskejelse (”Dagen derpaa”).
Da vi senere blev Svende og mødtes ude i Livet og festede 1idt sammen, var Spiritusforbruget kun ringe, som Regel 2-3 Glas Akvavit til Maden, men dertil altid Hvidtøl, og til Aftenens Selskabelighed et Par Glas Punch.

Mon Nutidens Forbrug af ”Sjusser” og Bajerskøl ikke rigeligt opvejer vort Spiritusforbrug?
Vort Tobaksforbrug var i Læretiden lig Nul. Det kan vel nok forklares ved vor Mangel paa Købekraft - vi ejede som Regel aldrig Penge - men Faktum er, at vi unge dengang ikke brugte Tobak. Jeg smagte min første Cigar ved mit Svendegilde.

Saa, naar vi nu skal gøre Regnskabet op, tror jeg nok at turde fastslaa, at den Tids Ungdom ikke var ringere end Nutidens. -
Nu slutter jeg disse fattige Erindringer med Ønsket om, at Nutidens Ungdom maa bruge og drage Nytte af de bedre Forhold til deres Dygtiggørelse, som nu findes, og i en ledig Stund tænke paa, at det er de foregaaende Slægtled, der har skabt dem.

TOP