BIBLIOTEKARSTUDIUM

BK

CV

DUARDER

EGNSSPIL

GAMLE ELEVER

GULD & GYLLE

KRYDDERSNAPS

OPSKRIFTER

PLETSKUD

SKRIVERIER

Ansvarlig for dette site er
Michael Clasen:
postmclasen.dk

Denne side er oprettet 
2. april 2004,
senest opdateret
1. november 2005

Desuden er gengivet dele af familien Johannesens efterkrigsbrevveksling med Mills og den dræbte pilot Grayshans enke.
Hertil hører også et foto af Mills med familie.
Alle engelske tekster er oversat af Clasen.

Det var Clasen en stor glæde, at pastor Johannesen med sin familie besøgte sit gamle sogn og så egnsspillet. At de var begejstrede var naturligvis også en stor glæde.

JOHANNESENS BERETNINGER:

"Erindringer fra nogle danske landsogne under besættelsen 1940 – 1945
(Sdr. Asmindrup – Grandløse sogne) --

Min hustru Esther Johannesen (død 1984) og undertegnede droges i besættelsesårene, som vel nok de fleste præster, mere og mere, som almindeligt "menige", med i modstandsbevægelsen, især med rundsendelse af illegale blade fra os ikke mindst Morgenbladet" udsendt af  ”Dansk Samling". - I vor tid i Tostrup og Roum sogne i Himmerland, hvortil vi kom som nygifte i 1937, og hvor jeg var sognepræst til januar 1942, var vi nabo-præstefolk til Harald Sandbæks i Hersom. Han var jo medstifter af  D.S., og vi blev ret snart medlemmer og var det, indtil partiet måtte holde inde nogle år efter 45.
Vi var især blevet inspireret af Arne Sørensen. Nogen ”nøgleposition” har vi ikke haft, men det fornemmedes som noget selvfølgeligt, at vi måtte være med. - Sognene her og senere, fra januar 1942 på Sjælland, afspejlede ikke noget specielt stærkt folkeligt liv, udefra set, og kirkeligt havde de et stilfærdigt, men dog trofast præg.
En oplevelse, vistnok fra sommeren 1941, ved Præsteforeningens årlige kredsmøde i Viborg for Viborg-kredsen, husker jeg især tydeligt. På tale ved mødet var et forslag om en omlægning af Pastoralseminariets undervisning. Kredsene var blevet anmodet om til det kommende årlige repræsentantskabsmøde at fremsende udtalelser herom. Indholdet husker jeg ikke. Men følgende lille ordskifte står meget skarpt i erindringen: -- Sognepræst Mejnhardt-Jensen, Vellev (eller Gullev) var jeg blevet advaret imod på det politiske plan. Han rejste sig, da den ellers fredelige debat var endt og sagde særdeles skarpt næsten ordret sådan: "De herrer behøver slet ikke drøfte dette emne! Om ikke lang tid vil vi få en ny regering, og så vil al den slags blive ordnet  fra oven!”  ---- Stilhed! --- så rejste sognepræst Kofoed fra Sparkær- Gammelstrup ved Viborg sig (en ellers stilfærdig mand) sig op og sagde, lige så skarpt, sådan: ”Nå, så det mener De, Mejnhardt Jensen! Men De skal vide, at det afhænger af, hvor mange landsforrædere vi har!” Han satte sig, og en dyb tavshed fulgte, der forekom lang! - så hævedes mødet! Denne korte, men skarpe dialog afspejlede den latente spænding i disse år. - Præst blev Mejnhardt Jensen ikke mere. Jeg kender ikke hans videre skæbne, men d. 6. maj 45 arresteredes han. (var medlem af Nazist-Partiet). Kofoed måtte senere gå "under jorden” sammen med andre fra egnen og kom hjem med ”Den danske Brigade” fra Sverige efter krigen.
Ved vor forflyttelse i januar 1942 til Sdr. Asmindrup og Grandløse sogne ved Holbæk øgedes vort engagement naturligt, da Modstandsbevægelsen jo skærpedes. - Det var tilfældet med mangfoldige kolleger. Jeg kom i bestyrelsen for "Dansk Samling” i Holbæk-kredsen og var Folketingskandidat ved ”Scavenius-valget” i 1943, der jo faktisk var for eller imod hans ikke just ærefulde regime! - Her oplevede vi oplæsning af biskoppernes ”Hyrdebreve" i kirkerne, omkring de spændte begivenheder, hvor vi jo fik brevene med stafet-post, fra præstegård til præstegård.
Så var der medlemskabet af  P.U. F. (præsternes uofficielle fagforening). - Og der var distribuering af illegale blade, hvor vi cyklede hen og afsendte dem fra andre byer, så de ikke sporedes. Ligeså informationer om, hvordan man kunne hjælpe eventuelle allierede faldskærmsfolk eller nedstyrtede allierede flyvere. Kodeordet "Ove Rafaelsen" glemtes aldrig, vi noterede det i ”Den lille Salomonsen” (i 12 bind) under artiklen ”flyvemaskiner", og mod forventning fik vi brug for det en sen aften i februar 1945. Herom vedlægger jeg et referat, som jeg i sin tid nedskrev. Men alt dette er jo, hvad så mange andre oplevede. Det sidstnævnte var fantastisk godt organiseret!
Og ,også som så mange andre, så husede vi cirka 14 dage en sabotør (vedr. jernbanen), nemlig fotograf Meldgaard, Holbæk.
Og så var der alle de små "dryp”, kamuflerede på forskellig vis i prædikener, foredrag, artikler og samtaler, hele denne "skjulte modstandskamp", der jo ikke kan måles, men nok har bidraget til at kalde på og vække til ansvar. -- Vi havde de sidste par år af besættelsestiden en række kirkelige og folkelige fællesmøder, særdeles velbesøgte, fælles med vort nabosogn Ågerup i Kongstrup Forsamlingshus; for arrangementerne stod bl. a. vi to sognepræster, den nu afdøde Svend Hansen, Ågerup og undertegnede. - Specielt skal nævnes prof. dr. theol. Flemming Hvidberg, der holdt foredrag om en af de gammeltestamentlige profeter. Tydeligt trak taleren ligheden op mellem Israels stilling som det svage folk over for diktatoren i stormagten østpå, en påfaldende lighed i spændingen da og nu. - Nævnes kan også ”Dansk Samlings” velbesøgte møder på Holbæk Soldaterhjem, hvor flere talere fint formåede at kamuflere vor situation under emnerne!
Vore små kirkeblade betragtedes nok som ret "fredelige". - Og dog! En uniformeret politimand fra Holbæk mødte en dag op med en erklæring, som han bad mig underskrive: det sædvanlige om ikke at genere den tyske værnemagt o. s. v. Jeg svarede, ”at det var jeg ikke meget for”. Det ville, hvis jeg gjorde det, kun være en formel, uforpligtende ting. Uden ord lod han til, med et lille smil, at forstå mig. Jeg skrev så. Men man skulle jo ikke begå dumheder!
Man skal ikke være for uforsigtige i mindre væsentlige ting. Jeg bragte senere fra "Præsteforeningens Blad" (uden kildeangivelse) et citat, nemlig en lille skarp karakteristik af nazismen. Senere fortalte redaktøren, som jeg personligt kendte, at han havde fået en stor bøde, som gode venner hjalp til med at betale. At vort lille landlige kirkeblad havde bragt citatet, havde tyskerne ikke bemærket!
Og så endnu en episode: Vinteren før befrielsen fandtes i den 2. 2. -45 i Maglesø i Sdr. Asmindrup sogns sydlige del (et ualmindeligt skønt sted) liget af en yngre kvinde, indpakket i en badekåbe. En ældre fisker, boende nær søen, fandt det, da han brød hul i isen for at stange ål. Falck tilkaldtes, og det fik en beskeden omtale i bladene! På dødsattesten, som jeg modtog fra kredslægen var kun spørgsmålstegn, bortset fra findetid og -sted samt omtrentlig alder: cirka 30 år. - mere kunne han ikke få fat i. - Men en kriminalbetjent, ”under jorden" efter politirazziaen, kom nu og da til os som en art kontaktmand (jeg kendte ham i øvrigt fra gudstjenesterne i Grandløse Kirke). Få dage efter nævnte hændelse kom han og fortalte mig, at man i modstandsbevægelsens oplysning havde alle kvindens personalia og hensigten med, at hun havde lejet sig ind i Tølløse (nabosognet). Men foreløbig måtte det jo hemmeligholdes. - Efter befrielsen modtog jeg fra det genetablerede politi i Holbæk alle personalia til indføjelse i kirkebogen tilligemed følgende tilføjelse til anmærkningsrubrikken: Afdøde likvideret 6. 1. – 1945 i henhold til dødsdom,  afsagt af Danmarks Frihedsråd.
Men een oplysning til fik jeg fra min omtalte ven fra Holbæk, nemlig at hendes opgave havde blandt andet været at angive navnene på en række "mistænkelige folk" på Holbæk-egnen. At vi var chokerede ved at høre dette siger sig selv. For dem var Esther og jeg iblandt!
Heldigvis nærmede befrielsens dag sig, og her skal jeg så afslutte disse optegnelser fra besættelsesårene.

Paul W. Johannesen."

"Endnu en oplevelse, der afspejler de skjulte modsætninger blandt mennesker i disse år:
Vi havde, før vi fik den nye centralskole i Vipperød opført og indviet i 1956 (udvidet flere gange siden) 4 skoler i Sdr. Asmindrup - Grandløse Kommune (svarer til Sdr. Asmindrup - Grandløse Pastorat), nemlig: Algestrup, Sdr. Asmindrup, Grandløse og Tjebberup. Sidstnævnte skoledistrikt lå, og ligger vel stadig, som en isoleret del af Grandløse Sogn, idet Holbæk Landsogn skyder sig ind imellem. Dragerup hører dertil. Tjebberup Skole skulle, som de øvrige, nedlægges, når den nye skole kom. Men vi lod jo stillingen være indtil da - og få uger før 1/5 - 45 skulle vi skifte lærer, idet den dygtige, meget afholdte,  lærer Christensen flyttede. Som formand for Skolekomissionen gennem vore 14 år i sognene, skulle jeg så sørge for en ny, en vikaransat. Jeg ville også komme til at savne lærer Christensen i samarbejdet med ekspeditionen af de illegale blade!
Som skik var dengang, ringede jeg til læreren i Tuse, der havde vikaranvisningen: Om der var en ledig? Jo, det var der! en ung lærer, der gerne ville derfra, var indblandet i en del!
Og jeg forstod det sådan, at det var frihedsbevægelsen! Han var, som lærer Christensen, ugift. - Han faldt snart godt til derude, og jeg inviterede ham en af de første sødage hen til præstegården til efter-kaffe sammen med en ung lærerindevikar, der for nylig var kommet til Sdr. Asmindrup skole, hvor der p. g. a. stigende elevtal, var brug for en ekstra lærer, foreløbig også vikaransat. - Sidst på eftermiddagen hørte vi den danske radioavis fra London. Det var i de spændende uger. De allierede nærmede sig Rhinen. Vi fyldtes med både glad forventning om snarlig fred, men også med bekymring: Hvor langt mod eller i 
Danmark ville krigen føre nordpå? Jo mere vi med den anden gæst drøftede dette og snakkede løs, des mere påfaldende tavs og indelukket blev den nye Tjebberup-vikar. Vi skiltes, og Asmindrup-vikaren og vi fik indtryk af, at han var "galt orienteret".
Ugerne gik, 5. maj brød frem med al vor jubel og lettelse. Men 6. maj ringede sognefogeden, der boede i Tjebberup, til mig, at nu skulle vi skifte lærer igen! "Jo, for frihedskæmperne hentede ham nu til morgen!"
Hvad der skete ham, ved jeg ikke! I et kort brev, hvori han beklagede så brat at måtte flytte, da han var medlem af Nazipartiet, var vi altså løst fra ham. Og godt, at vi ikke kom nærmere "i" med ham. Ja, sådan kunne det gå!
P.S. Læreren i Tuse, der havde anvist vikaren, var rystet, da han hørte det. Han mente, at læreren var med i modstandsbevægelsen, men herom turde man jo ikke tale i telefon."

"EN ENGELSK KRIGSFLYVERS NEDSTYRTNING I FEBRUAR 1945.

Sent på aftenen d. 14. februar 1945 sad min kone Esther og jeg – som så ofte - og lyttede til den danske radioavis fra England. – Vi boede i Sdr. Asmindrup Præstegård cirka 7 km. syd for Holbæk.
Da lød der en kraftig brummen af flere engelske fly, og med ét en kraftig eksplosion. - Præstegården lå tæt mod kirkegården, og kirkens tårn blev fra vest oplyst som ved dag fra et vældigt bål, kun cirka 1 km. nede på marken. Det var en nedstyrtet maskine. - Da det var vor pligt at forsøge at hjælpe eventuelle overlevende af mandskabet bort, cyklede jeg ned til stedet, hvor flyet var styrtet ned uhyggeligt tæt ved det afsides liggende alderdomshjem, på hvilket en del ruder og tagsten var blevet sprængt. Af mandskabet så jeg kun den dræbte pilot. Et par ambulancer var kommet til fra Holbæk. Vi havde en ”ung pige”, men min kone ville ikke forlade dem og vore 3 børn på 7, 4 og 2 år).
Da jeg kom tilbage, sad en nabo, vor smed (Carl Pedersen) hos min kone i køkkenet, ret chokeret. En mand, sikkert en af de nedstyrtede, sad i hans have med noget lig et våben. - Smeden bad mig gå med for at kalde ham ind på engelsk. Jeg gik med ham hjem, og da havde flyversergeant Mills vovet sig ind i stuen til fruen, Vera, der som sønderjyde kunne tysk.
Jeg hilste på ham og beroligede ham med, at han var blandt venner, og at vi ville udvirke. at han kom hjem via Sverige.

Han bredte sit Danmarkskort ud, trykt på gummilærred, så det kunne tåle vand m. m. og spurgte, hvor han var. Kortet var han velkendt med. Eskadrillen havde været på vej for at nedlægge miner i farvandet mellem Bornholm og Tyskland. Over Karup Flyveplads blev de beskudt, og de undslap, men inde over Sjællands Odde opdagede de, at der var ild i brændbart stof i denne maskine. Piloten blev dårlig af røg, men nødlanding var umulig, så de måtte springe ud i faldskærmene. Mills sprang, hørte eksplosionen og landede i et lille træ nær smedens hus. Han bad deres unge søn at hente faldskærmen ind i sikkerhed. (et bestemt antal skridt langs gærdet, der gik vinkelret ud fra havegærdet. God orienteringsevne trods chokket!)
Vi måtte nu have fjernet alt, hvad der kunne røbe ham som engelsk flyver: Uniformen , faldskærmen, identitetskortet, Royal Airforce-mærket på halstørklædet, tændstikæske (han fik en med Tordenskjold!). Uniform og faldskærm gemtes under et udhusgulv og kom dagen efter i sikkerhed under gulvet i Holbæk Realskoles gymnastiksal, hvor der var våbenlager. Hos vore gode venner, skolebestyrer Sindbæk og frue. En ung mand fra Holbæk hentede tingene på en budcykle med ”kartoffelsække”.
Tidligt næste morgen cyklede Esther til Holbæk med smedens søn, der skulle møde på sit arbejde. Hun kontaktede overofficiant P. K. Jensen ved hjælp af kodeordet, som vi i sin tid havde fået (”Ove Rafaelsen"). Ham skulle flyveren slutte sig til senere på dagen i toget i Vipperød. Esther fik et dansk identitetskort med sig hjem. Mills havde hos sig billeder af sig selv i civil påklædning beregnet hertil og passende til kortet. (Han havde også en forsyning danske tikronesedler) Vi forsynede kortet med et stempel med et opdigtet "Folkeregister", og jeg underskrev med et ligeså opfundet navn, tilføjet: Sognerådsfmd., Registerfører! Den eneste gang jeg forfalskede et dokument, men med god samvittighed. – Esther tog Holbæk-turen og bagefter togturen. Imedens havde jeg konfirmander, idet de intet måtte ane om vor andel i dette. Derfor tog Esther denne tørn. Hen på formiddagen cyklede Esther til Vipperød Station, med Mills et stykke bagefter. Hun købte en billet til København og stak ham den på perronen, så ingen så det, købte så selv billet i toget. – Omtalte kontaktmand fra Holbæk stod ved vinduet, og i toget hilste Esther på ham. Så vidste Mills, at han skulle stå af med ham i Roskilde. - Der var mange tyske soldater i samme tog! Sådanne havde Mills jo ikke set før! I Roskilde tog overlærer Nørfelt imod ham og tog ham hjem til middagsmad og fulgte ham bagefter med tog til København, hvor han hos professor Ege mødte to overlevende kammerater, et rørende gensyn! De var ad andre veje kommet derind. Efter nogle dage som "turist" kom Mills på bunden af en tom tankbåd til Sverige og lidt senere med fly fra Gøteborg hjem til England, hvor han valgte at blive ved hjemlig tjeneste i krigens sidste måneder. En opringning fra København cirka 14 dage senere meddelte, at den ”sæk kartofler”, som vi havde sendt ham, var kommet uskadt dertil. Så vidste vi, at Mills var kommet godt hjem. – Jo, alt var nøje organiseret.
Mills var en af de mange. der ad snørklede veje kom hjem og undgik fangenskab. - løvrigt blev af den 7 mands besætning to dræbt, en lettere såret og kom senere hjem som krigsfanger, mens tre undslap som nævnt.
Efter krigen skrev vi til Mills, og fik et taknemligt brev fra ham og hans kone. De havde d. 10. maj 45 fået den førstefødte, en lille pige og fik senere en dreng.

- Adskillige år frem udvekslede vi breve, også fra ”de undslupne flyvere klub”.

Vi sendte ham et album med billeder af maskinens vragrester og billeder fra mindehøjtiden for de dræbte kammerater. Smedens kone og min kone Esther syede af faldskærmens fine silke en lille kjole til den lille datter samt lommetørklæder m.v. og sendte. De var, som vi skrev "syet af den faldskærm, der reddede jeres fars liv."
Cirka 12 år efter besøgte familien Mills os og de øvrige hjælpere fra de dramatiske dage, efter en plan, som de havde bedt os udarbejde. Nu boede han i London og var grosserer i kaffe, the m. v., og de kom i deres varevogn. Senere blev der rejst mindesten på de dræbtes grave i Holbæk ved en mindehøjtidelighed med familie, engelske soldater og feltpræst."

"Fotograf Meldgaard, der, som omtalt andetsteds, boede cirka 14 dage hos os, da han som sabotør var eftersøgt, fortalte os efter krigen, hvordan han fik taget en serie fotos af de vidt omkring splittede vragstumper af den nedstyrtede maskine (en vinge lå f. eks. cirka 1 km. derfra). Mange gemmer endnu på opsamlede "relikvier". med de tre fordele af 1) at kunne tale godt tysk, 2) at have mod, og 3) at kunne stille sig "frækt" an, fik han vagtposterne (dagen efter styrtet) overtalt. Først nægtede de ham bestemt at betræde pladsen. "Ja, men jeg kommer efter henstilling fra Udenrigsministeriets tyske pressebureau!" "Det kan enhver sige", svarede vagten. efter flere anmodninger, sagde Meldgaard: "Nu skal jeg sige Dem noget: Enten giver De mig lov til at fotografere, eller jeg klager over Dem til den tyske kommandant i Holbæk, hvad vil De helst?" - "Ih, bevares, værs´god". Så fik han lov! Smeden og vi fik en serie hver, og af en tredie lavede vi et album til sergent Mills og familie."

"Mrs. Grayshan, enken efter den dræbte pilot, besøgte os i forbindelse med mindehøjtideligheden. Hun boede under opholdet med sin svigermor og deres lille pige hos fru Steenstrup, Holbæk, der på sit firmas vegne kom til England kort efter den 5. maj - og som der besøgte de forskellige pårørende. 
Fru Grayshan, hendes svigermor og lille pige besøgte os og havde en vældig blomsterdekoration med samt en lignende til beboerne på "De gamles Hjem", Søgård. Maskinen var styrtet ned særdeles nær derved.
Hun udtalte ønske om at se stedet og besøge hjemmet. Det glemte beboerne jo aldrig. - Vi gik også op og så vor kirke, hvor jeg mindedes hendes mand og hans kammerater - og i forbindelse med bønnen bekendte vi vor trosbekendelse (alt på engelsk) og bad Fadervor. De sagde den højt sammen med mig efter deres skik. Vi sluttede med velsignelsen. - Betagende øjeblikke!
Senere sendte Mrs. Grayshan os et smukt familiebillede."

Brev fra H. L. Mills til Paul W. Johannesen:

Vær venlig at skrive snart igen.

Deres H. L. Mills"

Mange tak for Deres brev forleden, og tak for fotografierne.
Hr. Mills sendte mig Deres adresse, og jeg ville netop have skrevet til Dem, da jeg modtog Deres brev.
Så vil vi da først ønske Dem Guds velsignelse og trøst i Deres sorg, at opstandelseshåbet må lyse for Dem og Deres kære ved troen på Jesus Kristus. - De kan tro, at mange menneskers tanker her fra vor egn er gået til Dem ovre i England i dyb taknemmelighed over, hvad de tapre flyvere, også Deres mand og hans kammerater, har gjort for Danmarks befrielse, og i deltagelse med Dem, der sørger. - Søndagen efter nedstyrtningen mindedes vi i kirken Deres mand og sergent Berry og bad for deres kære derhjemme, som vi ikke kendte. (Nu kender vi da i hvert fald lidt til Dem og Deres børn og forældre).
Bomberen faldt ned onsdag den 14. februar om aftenen klokken 20:30 kun 1 km. fra kirken, ved hvilken vi bor. (Jeg er sognepræst her i sognet.) Jeg tog ned til maskinen for at se, om jeg kunne hjælpe. Et lille stykke fra bomberen lå Deres mand. Jeg så ham. Han lå med ansigtet mod jorden, men jeg kan sikkert sige Dem, fru Grayshan, at Deres mand absolut intet har lidt. Som hr. Mills måske har fortalt Dem, besvimede Deres mand i maskinen ved giftige dampe og ved nedstyrtningen er han blevet dræbt med det samme. Jeg nævner det, fordi det kan være en trøst for Dem at vide, at Deres mand intet har lidt. - Endnu samme aften blev liget hentet af en dansk ambulance og kørt til sygehuset i Holbæk. Der hentede tyskerne ligene og begravede dem dagen efter uden nogen ceremoni; men søndag den 26. august holdtes en mindehøjtidelighed og der blev afsløret en mindesten på de to grave. - Om alt dette samt om selve begivenhederne sender jeg her en beskrivelse med billeder. - Fru Steenstrup i Holbæk passede gravene og ordnede indsamlingen til mindestenene, og hun fik Deres adresse. Hun har måske sendt Dem billeder? Men så kan De jo give Deres forældre det ene hold.
Hvis De kommer til Danmark, fru Grayshan, er De og Deres børn meget velkomne i vort hjem og i de andre hjem her omkring, så opholdet skal ikke koste Dem noget. Vi har også små børn på 7, 4 og 2 år. - De har vel ikke noget imod, at vi gengiver Deres billede i avisen, så folk heromkring kan se det? Må vi beholde billederne? Ellers kan De få det tilbage, hvis De dårligt kan undvære dem.

Venlig hilsen, også til lille John og Catherin 
- fra min kone og Deres hengivne P. W. Johannesen 

"11. 1. 46

Kære pastor og fru Johannesen,
jeg har netop set det smukke album, som De har sendt til min mand. Det er så vidunderligt venligt af Dem at have brugt så megen tid på at samle fotografier og så videre. Jeg vil aldrig glemme Deres venlighed og mod til at give min mand ly og hjælp, da han så uventet faldt ned i Danmark. Nu er det næsten et år siden jeg modtog det frygtelige telegram, som fortalte mig, at han var savnet, men gudskelov kom han hurtigt sikkert hjem, og det hele endte lykkeligt takket være mennesker som Dem selv og smeden og hans tapre familie. Det smerter dybt at tænke på hans døde kammerater, som jeg havde mødt adskillige gange.
Jeg hører, at De har mangel på kaffe og te. Vi har allerede pakket noget for at sende til Dem, men det er ikke tilladt at sende madvarer ud af England endnu, men vi sender kaffe og te, vi har sparet sammen, så snart vi må.
Måske kan vi en dag besøge Danmark, og det vil være mig en stor glæde at møde de mennesker, som risikerede deres liv for at frelse min mands. Jeg synes, I er virkelig enestående. Vær venlig at hilse smeden og hans kone fra mig og takke for de smukke ting lavet af faldskærmens stof, de vil altid være os kære, disse minder fra Danmark.

Deres meget hengivne
fru H. Lucie Mills + Baby Wanda"